En bevæbnet mand, der tidligt i morges skød mod kondiløbere ved søerne i København, er ikke fundet. Politiet indstiller nu eftersøgningen.
Politiet afspærrede tidligere i morges dele af Baggesensgade og Peblinge Dossering på Nørrebro.
Årsagen var, at en mand rendte rundt med det, der ifølge politiet, formentlig er en form for luftgevær, muligvis et paintballvåben.
Manden skød nogle gange mod nogle kondiløbere nede ved søen, men ramte ikke nogen.
Manden er sidst blevet set forsvinde ind i gården, der ligger mellem Baggesensgade og Nørrebrogade.
Politiet har nu indstillet eftersøgningen, og kvarteret er atter vendt tilbage til normale tilstande.