To kvinder blev overfaldet af en og samme mand ved 21.30-tiden tirsdag aften i en lejlighed i Sønderparken i Fredericia.
Det var en 45-årig mand fra Årslev på Vestfyn, som under et drikkelag gik fuldstændig amok i en lejlighed på Søndermarksvej. Først overfaldt han den 39-årig kvinde, som boede i lejligheden og tog kvælertag på hende. - Han tager fat og klemmer fast, mens han vælter hende rundt på gulvet. Så bliver han revet væk af en anden kvinde og tager også fat om halsen på hende, siger vicepolitikommissær ved Fredericia Lokalpoliti, Bo Fischer, til bt.dk. Men her stopper manden ikke. - Han skubber hende op mod et vindue og dernæst op i et hjørne, hvor han med bunden af en knust spiritusflaske snitter hende i halsen under strubehovedet, så det giver en otte centimeter lang flænge, siger Bo Fischer, som også leder efterforskningen. Kvinden bliver indlagt og syet med 11 sting, mens manden nu bliver sigtet for vold mod den første kvinde og forsøg på manddrab mod den anden. - Det var drikkelag og lidt familiestridigheder, som udviklede sig. De var flere i lejligheden end dem, så der er vidner, siger efterforskningslederen. Politiet jagter stadig den 45-årige mand med hunde og patruljevogne, da han stak af fra lejligheden efter voldsepisoderne. |