En kvinde spærrede formentlig øjnene ekstra op, da hun mandag modtog en besked i beskedtjenesten WhatsApp.

Her skrev en person, at vedkommende gerne ville giftes med kvinden.

Og personen udgav sig tilmed for at være Hollywood-stjernen Tom Cruise. Men inden de skulle giftes, måtte kvinden gerne overføre nogle penge. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i tirsdagens døgnrapport.

Kvinden kunne dog regne ud, at der naturligvis var tale om forsøg på svindel:

»Personen i den anden ende måtte dog sande, at det var mission impossible at lokke penge ud af den 55-årige kvinde, for hun gennemskuede, at det var forsøg på bedrageri,« skriver politiet i døgnrapporten.

Politiet har delt hændelsen for – igen – at advare borgere mod forsøg på svindel.

Ovenstående hændelsen skete i Holbæk – men også i Roskilde blev en anden kvinde forsøgt svindlet.

Hun modtog en sms fra en person, der udgav sig for at være hendes datter og ville have penge. Kvinden gennemskuede dog svindleren og svarede ikke på beskeden, fordi de blandt andet kom fra et uregistreret taletidskort.