»Så mærker jeg en hånd på min skulder. Jeg når knapt at tænke, før jeg bliver skubbet ind i væggen. Der står en mand, jeg ikke kender, foran mig. Jeg er forvirret og i chok over, hvem han er. Så går det op for mig, at han holder en kniv mod min hals og presser den ind.«
Tårerne triller ned ad hendes kinder, mens hun i Københavns Byrets sal 32 genoplever sit livs mareridt. Hun kæmper for at få ordene over sine læber.
Den unge kvinde er mødt i retten for at fortælle om det røveri, hun sidste år blev udsat for. Den 33-årige mand, der har erkendt at stå bag både røveriet, overgreb på to kvinder og en fangeflugt, er ført ud af lokalet.
Kvinden ville ikke være i stand til at afgive forklaring i hans nærvær, har hendes bistandsadvokat forklaret. Oplevelsen tynger hende stadig. Skrækken sidder i hendes krop og i hendes ord.
Hun var natten til 19. marts 2022 på vej hjem fra en bytur, da hendes vej krydsede den 33-åriges.
Faktisk stod hun i opgangen få meter fra døren til sin lejlighed på Amager, da han tog fat i hende. Han var sneget sig ind bag hende.
»Jeg begynder at græde, og han fortæller mig, at jeg skal holde kæft. Han råber, siger højlydt, at jeg skal give ham ‘det der’, og så går det op for mig, at det nok er min telefon og nøgler i min hånd, så det giver jeg til ham,« fortæller den unge kvinde i retten.
Hun fortsætter så:
»Jeg er i chok, græder og spørger, om han ikke vil lade mig gå, når han nu har fået, hvad han vil have.«
Det ville han ikke. Han bag hende igen om at klappe i.
B.T.s dækning af sagen
»Nu skal du høre, hvad der kommer til at ske: Du skal med mig,' siger han. Jeg står bare og græder og siger: 'Please lad være'. Så siger han igen, at jeg skal holde kæft. Det siger han mange gange.«
»Mens han stadig har kniven på min hals, trækker han mig ned ad trappen til opgangsdøren, som er af glas, så vi kigger ud. På gaden kan jeg se, der holder en taxa. Jeg får øjenkontakt med taxachaufføren og får også sagt hjælp, mens jeg er bag døren.«
Dernæst trak den 33-årige hende ud af opgangen. Ud til chaufføren.
»Jeg råber så til taxachaufføren: 'Hjælp, han har en kniv',« fortæller kvinden og tilføjer, at den 33-årige her skulle have truet taxachaufføren til at sætte sig ind i sin bil og køre.
»Hvis du ikke går ind i din bil, stikker jeg hende ned,« skulle han have råbt.
Den 33-årige erkender i store træk forløbet. Han afviser dog at have truet taxachaufføren, ligesom han også afviser, at han skulle have taget fat i den unge kvindes håndled og trukket hende op mod 100 meter op ad vejen.
Det fortæller kvinden, ligesom hun fortæller, at hun fik vristet sig fri og løb i sikkerhed hos taxachaufføren, der hjalp hende med at tilkalde politiet.
Selv løb den 33-årige fra stedet. Og ikke længe efter var han ved Amager-kollegiet BaseCamp, hvor han udsatte to franske udvekslingsstuderende for overgreb.
Han nægter at have gjort sig skyldig i alle de grusomme detaljer, der er beskrevet i anklageskriftet. Men erkender at have tvunget kvinderne til oralsex. Og at han voldtog den ene analt.
Med erkendelserne er der ingen tvivl om, at han ved Københavns Byret vil blive dømt. Spørgsmålet er, om han bliver idømt forvaring, som det er anklagemyndighedens påstand.
Altså en af kongerigets strengeste straffe straf, som kun gives til de særligt farlige.
Dommen falder 2. februar.