En 18-årig mand fra Taars i Nordjylland er natten til torsdag blevet alvorligt forbrændt på hænder og i ansigtet efter en gaseksplosion.

Det oplyser Nordjyllands Politi til Nordjyske.

Gaseksplosionen skete klokken 02.40 natten til torsdag i et skur, der fungerede som rygerum, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Per Vagn Nielsen, til Nordjyske.

»I skuret var opstillet en gasovn med en gasflaske. Manden var gået ud for at ryge i skuret, men der har formentlig været en utæthed i gasslangen mellem gasflasken og ovnen. I hvert fald var der sivet gas ud, og det eksploderede, da manden tændte sin cigaret,« siger vagtchef Per Vagn Nielsen.

Den 18-årige løb ind i huset til sin kæreste, og kort efter eksploderede selve gasflasken, og hele skuret blev smadret. Ifølge vagtchefen blev gasflasken nærmest skrællet op som med en kæmpe dåseåbner.

»Vores patrulje kørte tæt ved, og de så et voldsomt lysglimt lyse himlen op, da gasflasken eksploderede,« siger Per Vagn Nielsen til Nordjyske.

Den 18-årige mand blev efterfølgende bragt til Aalborg Universitetshospital, hvor lægerne konstaterede, at hans skader ikke var livstruende. Alligevel blev han senere fløjet med helikopter til Rigshospitalets brandsårsafdeling i København.