Lørdag morgen klokken 8.29 blev brandfolk fra Midtjysk Brand & Redning sendt til en gårdbrand på Vindumsvej i den midtjyske by Rødkærsbro.
To personer, som har forsøgt at slukke branden med en pulverslukker, er blevet sendt til tjek på sygehuset.
Det oplyser Viggo Rækby, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, til Viborg Stifts Folkeblad.
»Meldingen lyder på brand i et fyr i et udhus. Flammerne har spredt sig til taget, og der er risiko for, at det kan sprede sig,« siger vagtchefen.
Han fortæller videre, at der ikke bør være fare for tilskadekomst – udover de to personer, som er sendt til tjek.
Derudover siger Viggo Rækby, at han endnu ikke kan fastslå, om det er fyret, der er brandårsagen.
Klokken 9.17 skriver Midtjysk Brand & Redning i et opslag på X, at brandpersonale er ankommet til stedet, og at slukningsarbejdet er påbegyndt.