Sent fredag aften styrede en kvinde af endnu uvisse årsager direkte ind i et træ ved Hadsten i Østjylland.

Ingen andre var involveret i det, som politiet kalder et solouheld.

Kvinden måtte efterfølgende hjælpes ud af bilen med specialudstyr fra redningsmandskab på stedet.

Til alt held for kvinden, var uheldet ikke så alvorligt, som man kunne have frygtet.

»Hun er kørt på skadestuen med mindre knubs,« siger vagtchef Martin Christensen fra Østjyllands Politi.

Han kan endnu ikke oplyse om kvindens alder, da hun natten til lørdag indtil videre ikke er blevet afhørt af politiet.

Årsagen til solouheldet kendes heller ikke endnu, oplyser vagtchefen.

Østjyllands Politi ønsker for nuværende ikke at komme med et bud på, hvad årsagen til uheldet kan være.