Både politiet og flere hundrede frivillige har søndag været i gang med en større eftersøgning af 17-årige Emilie, som har været forsvundet i en uge.
»Lige nu er vi op imod 400 frivillige. Det er så flot – det er helt utroligt. Jeg er voldsomt, voldsomt rørt af det,« sagde Vivian Eriksen fra frivilligorganisationen Missing People til BT søndag eftermiddag.
»Der er ingen tvivl om, at hele byen støtter op om eftersøgningen. Det virker til, at de fremmødte har hevet søndagen ud og sagt, nu giver vi den en skalle. Der er sågar folk, der er kommet helt fra Nordjylland,« fortalte Vivian Eriksen.
Selv de folk, der ikke selv havde mulighed for at gå med ud at lede, støttede op.
»Vi er blevet bombarderet med kage og kaffe fra søde borgere – og så har vi et samarbejde med Natteravnene, som har skaffet adgang til toiletter og fået åbnet til en børnehave, så der kan brygges kaffe,« sagde Vivian Eriksen fra Missing People.
De flere hundrede frivillige mødtes søndag formiddag og blev siden fordelt i mindre grupper. En kortansvarlig lagde sammen med indsatslederen fra Missing People en plan for, hvor der skulle søges og sendte løbende grupperne ud.
Al eftersøgning foregår i samarbejde med Emilies familie og er koordineret med politiet.
Missing People stoppede deres eftersøgning klokken 18 søndag uden at have fundet noget, der kunne føre politiet videre i sagen. Missing People har endnu ikke taget stilling til, om det giver mening at fortsætte i løbet af ugen.
Sporløst forsvundet
Emilie blev sidst set søndag den 10. juli ved Korsør Station klokken 04 om morgenen. Her tog hun afsked med et par veninder, hun havde været i byen med. Herfra havde hun cirka to kilometers gang foran sig, før hun ville ramme sit hjem.
Men Emilie kom ikke hjem.
Siden har helikoptere og droner, dykkere, politihunde og flere hundrede frivillige fra nær og fjern uden held ledt efter pigen, der om to uger fylder 18 år.
Politiet varr søndag i gang med at stemme dørklokker endnu en gang i håb om, at nye informationer vil dukke op.
»Vi håber at træffe folk, der ikke har været hjemme i ugens løb, eller andre der har en viden, som de måske ikke selv har opfattet som interessant, men som kan være interessant for os,« forklarede efterforskningsleder Marianne Rod fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau tidligere på dagen.
Efter søndagens indsats, er der desværre ikke kommet nye spor i sagen. Den har dog ikke været forgæves, fortæller efterforskningslederen til Ritzau.
»Der var et vidne, som mente at have set hende ved nogle kolonihaver. I dag (søndag red.) fandt vi så ud af, at det desværre drejede sig om en anden 17-årig pige,« siger Marianne Roed søndag sidst på eftermiddagen.
»Men det betyder, at vi har lukket et hul i vores efterforskning,« tilføjer hun.
Tidligere på ugen fortalte et vidne, at en kvinde, der kunne være Emilie, kom gående i området omkring Tårnborgvej ved 05-tiden sidste søndag. Det viste sig også at være en anden kvinde.
Tidligere var der meldinger om, at der havde været aktivitet på Emilie Mengs facebookprofil. Også det viste sig ikke at passe.
Politiet har ikke opgivet håbet om at finde Emilie i god behold, men Marianne Rod fortæller, at det svinder.
»Det er klart, at chancerne for at finde Emilie i live svinder, som tiden går. Det må vi desværre sige,« siger efterforskningslederen.
Hvis du har oplysninger om Emilie, bedes du kontakte politiet på 114.