I Københavns Byret er en 32-årig mand netop blevet idømt forvaring.

Han blevet kendt skyldig i et drabsforsøg mod en læge på Psykiatrisk Center Amager på Digevej 16. juni 2024.

Her blev lægen overfaldet og stukket mindst fem gange med en kniv i nakken og halsen. Den unge læge var i livsfare, men han overlevede overfaldet.

Det skriver Københavns Politis anklagemyndighed på X.

Den 32-årige er også blevet dømt for et andet overfald på en læge. Det skete på Retspsykiatrisk Afdeling i Middelfart kun ni dage senere. Lægen blev spyttet i hovedet.

Men værst gik det udover en medpatient, som den 32-årige slog mindst fem gange i hovedet af med sin arm arm, der var indbundet i gips. Og da offeret faldt ned på en flisebelægning, fik han yderligere slag i hovedet og blev trampet flere gange med stor kraft på hoved og mave, mens han lå ned.

Senere truede han flere politibejtente, da de ankom til stedet.

Den 32-årige har anket dommen til landsretten.

Allerede før retssagen startede i byretten kunne B.T. fortælle, at anklagemyndigheden vurderede den 32-årige til at være så farlig for sine omgivelser, at anklageren vil forlange ham idømt forvaring – altså indespærring på ubestemt tid – når straffesagen startede.

Den 32-årige er tidligere straffet for røveri og trusler på livet.