Seks voldtægter. Tre kvinder. Fem års ubetinget fængsel.
Sådan lyder den konklusion, et nævningeting ved Retten på Frederiksberg er kommet frem til i en sag, der har sit udgangspunkt i et misbrugsmiljø på Sjælland.
Den nu dømte 29-årige mand har sagen igennem nægtet sig skyldig.
Erkendt, at han er til hård sex og stoffer, men blankt afvist, at han skal have været sammen med kvinderne, der tæller to ekskærester og en veninde, uden deres samtykke.
»Det var kokain. Det var GHB. Det var hash. Jeg var i en forkert vennegruppe, hvor der simpelthen blev taget mange stoffer. Jeg var i en dårlig spiral. Det var sådan, jeg lærte kvinderne at kende. Vi kom i det samme miljø,« fortalte han på retssagens første dag om sin relation til stoffer og kvinderne.
Her fortalte han også, at han røg hash næsten dagligt, men også ofte tog andre stoffer. Heriblandt GHB.
»GHB har for mig lidt den samme virkning, som hvis du drikker alkohol, og alt snurrer. Du får det bare ikke dårligt og får ikke tømmermænd. Din sexlyst stiger også. Ens grænser bliver rykket. Man har ikke de samme grænser, som man normalt vil have. Mit indtag hang lidt sammen med kokainen, så det var også rimelig tit.«
De udviskede grænser har været tydelige i retssagen, hvor den 29-årige foruden voldtægterne, de fandt sted i perioden mellem august 2021 og maj 2022, har været tiltalt for flere tilfælde af vold.
Noget, han også er blevet fundet skyldig i.
Forud for en af voldtægterne tog han i øvrigt så hårdt fat om sit kvindelige offer, at hun besvimede, og derfor er han også blevet dømt for grov vold, beskriver Retten på Frederiksberg på sin hjemmeside.
Her lyder det også, at den 29-årige også kan skrive to tilfælde af simpel vold og blufærdighedskrænkelser på sin straffeattest.
Retssagen mod den 29-årige har strakt sig over adskillige dage den seneste halvanden måned, hvor vidne efter vidne har taget plads i salen for at afgive forklaring.
Flere af vidnerne har været indkaldt af forsvareren.
Allerede fra sagens start understregede anklageren, at der i høj grad er tale om en sag uden fysiske beviser, fordi anmeldelserne fra kvinderne først landede måneder efter voldtægterne.
Derfor har sagen båret præg af, at det var påstand mod påstand, og i sidste ende har nævningetinget altså vurderet, at kvindernes fortællingerne har været mere troværdige end den 29-åriges.
Han har nu 14 dage til at overveje, om han vil anke dommen. I mellemtiden vil have forblive varetægtsfængslet, som han har været det siden maj i fjor.
Lyt til kriminalredaktionens podcast 'På Fersk Gerning' her, eller hvor du plejer at høre podcast.