For tre uger siden, fredag d. 1 juni, sendte Midt- og Vestjyllands Politi en efterlysning ud på den 14-årige Therese Jakobsen, der skulle være forsvundet fra sin efterskole.

Siden 1. juni 2018 er der ingen, der har set den 14-årige Therese. Få personer med et nært forhold til den unge pige har enkelte gange haft kontakt med hende, siden hun forsvandt, men ingen ved dog, hvor hun opholder sig i dag. Nu spørger Midt- og Vestjyllands Politi om befolkningens hjælp:

‘Vi har brug for jeres hjælp til at finde 14-årige Therese, der har været forsvundet siden 1. juni. Der er ikke noget, der tyder på en forbrydelse, men vi ønsker hende hjem,’ skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Politiet kan oplyse, at Therese gik på Sdr. Bork Efterskole, men man formoder, at hun nu godt kan opholde sig i Østjylland, hvor hun har sine venner og familie.

14-årige Therese Jakobsen der forsvandt fra sin efterskole.
14-årige Therese Jakobsen der forsvandt fra sin efterskole.
Vis mere

Midt- og Vestjyllands Politi mener ikke, at der er noget, der tyder på, at Therese har været udsat for en forbrydelse, men familien ønsker inderligt, at hun vender hjem igen. Derfor vil politiet gerne høre fra enten Therese selv eller fra personer, der ved, hvor hun befinder sig.

Du kan kontakte politiet på 114, hvis du ved, hvor Therese Jakobsen befinder sig.