Den tidligere fodbold-stjerne David Beckham og hans kone, tidligere Spice Girl-sanger, Victoria Beckham er blevet kritiseret i England for at lade deres fire-årige datter Harper gå rundt med en sut i munden. Nu svarer Beckham vredt tilbage og forsvarer datterens brug af sutten.

David Beckham blev for nylig fotograferet på gaden i West Hollywood med sønnen Brooklyn, 16, og datteren Harper. Datteren gik rundt med en sut i munden, og det har vakt undren i England, at pigen på fire får lov at bruge sut.

»Jeg fatter ikke, at hun stadig bruger sut. Hvis hun har en sut i munden som fire-årig, kan det virkelig skade hendes tænder og sandsynligvis bliver hun ramt af taleproblemer senere,« lød det fra forældreeksperten Clare Byam-Cook i Daily Mail.

Samme ekspert forklarede også, at Harper Beckham ikke behøvede en sut i den alder.

»David og Victoria ligner nogle fantastisk forældre, og jeg er sikker på, de giver Harper masser af opmærksomhed. Men uanset hvad de selv synes, så er de rollemodeller, så når mange mennesker ser det her, så vil de tro, at det er normalt at bruge sut i den alder, selvom det ikke er det,« forklarer forældreeksperten til avisen.

Men den kritik vil den tidligere Manchester United- og Real Madrid-stjerne ikke finde sig i. Derfor er han gået i forsvar og til angreb på samme tid på det sociale medie Instagram.

»Hvorfor føler folk, at de har ret til at kritisere en forældres evner uden at have nogen facts?? Alle der har børn ved, at når de ikke har det godt eller har feber, så gør man, hvad der trøster dem bedst, og for det meste er det en sut. Så dem der kritiserer, tænk jer om to gange før I udtaler jer om andre personers børn, fordi I har ingen ret til at kritisere mig som forældre,« skriver David Beckham til et billede af artiklen fra Daily Mail.

I Danmark anbefaler Sundhed.dk, at børn ikke bruger sut efter de er fyldt to år, da det medfører risiko for tandstillingsfejl.