Nu melder Sofie Linde sig ind i debatten om racisme oven på episoden med afroamerikaneren George Floyd, som endte med at miste livet efter en anholdelse.

Men i stedet for at give sin egen mening om sagen har hun ladet sine følgere komme til orde.

På sin Instagram-profil opfordrer hun sine 570.000 følgere til at fortælle om deres oplevelser med racisme i Danmark.

Det er der kommet en hel del svar ud af, som tv-værten har delt på sin story:

'Min veninde er araber og læge. Hun har flere gange oplevet, at folk ikke vil behandles af hende,' har en følger svaret.

'Min kæreste er indvandrer og blev forleden kaldt 'perker' af en kunde i Silvan, hvor han arbejder,' skriver en anden.

Der er også flere, som fortæller om at have oplevet racisme på egen krop.

'Er blevet kaldt risgnasker af to forbipasserende på gaden.'

'Jeg er blevet spyttet efter, råbt efter og løbet efter gennem gågaden, da jeg var yngre.'

Sofie Linde har i alt delt 74 historier, hvortil hun til sidst svarer:

'Det har i sandhed været hjerteskærende at læse jeres historier,' skriver hun og fortsætter:

'Jeg forstår, at jeg aldrig helt vil kunne forstå. Men jeg vil fortsat forsøge at forstå.'

Hun skriver også, at hun vil 'gøre sit yderste for altid at understrege, hvor hun står – nej til og nultolerance over for racisme.

'Jeg vil lære mit barn, at der ikke findes et 'os og dem', men et 'vi',' skriver hun og fortsætter:

'Jeg er mit privilegium og det ansvar, der dermed følger, bevidst.'

'Jeg vil lytte og være lydhør. Tak for tilliden,' slutter hun opslaget.

Sofie Linde har også i onsdags delt et sort billede på sin Instagram-profil, hvortil hun har indsat håndtegn i forskellige hudfarver til billedet.

Billedet er led i en større 'Black Lives Matter'-kampagne, som flere tusinde har delt verden over.

B.T. har forsøgt at kontakte Sofie Linde for yderligere kommentarer, men det ønsker hun ikke at give og henviser blot til opslaget.

Har du selv været udsat for racisme i Danmark og vil fortælle din historie? Så skriv til B.T. på 1929@bt.dk