Hollywood-skuespilleren Johnny Depp og den fransk-fødte sangerinde og skuespiller Vanessa Paradis er gået fra hinanden efter næsten 14 år sammen. Det oplyser en repræsentant for parret.

- Johnny Depp og Vanessa Paradis er gået fra hinanden som venner. Vær venlig at respektere deres privatliv, og endnu vigtigere deres børns privatliv, siger repræsentanten ifølge mirror.co.uk.

Se billederne: Stjerneparrets forhold i billeder

De to har sammen børnene Lily-Rose, 13, og Jack, 9, men børnene skal nu til at vænne sig til at være delebørn.

Depp og Paradis blev aldrig gift, og de to er ikke blevet set sammen til et offentligt arrangement siden 2010, og Vanessa Paradis var heller ikke med til de officielle promoverings-arrangementer forud for 49-årige Johnny Depps seneste film 'Dark Shadows'. Det var i stedet den biseksuelle Amber Heard, der spillede sammen med Johnny Depp i filmen 'The Rum Diary', og det skabte rygter i den kulørte presse om, at de to havde en romance.

Bruddet mellem kendis-parret kommer kun en måned efter, de to fortalte, at de ville 'arbejde på' at få deres forhold tilbage på sporet.

- De forsøgte i flere måneder at redde deres forhold, men det har været kendt i flere uger, at det ikke kunne reddes, siger en kilde ifølge dailymail.co.uk til People Tonight.

Johnny Depp har tidligere afvist, at forholdet til Vanessa Paradis ikke gik godt.

- Rygterne er ikke sande. Slet ikke sande. Uanset hvad jeg siger omkring det, så tror folk det modsatte. Jeg kan ikke sige nok, at det ikke er slut, har Johnny Depp sagt.

Også Vanessa Paradis har tidligere afvist, at der var knas med forholdet.

- Folk siger, vi køber huse i midten af ingenting, eller at vi har 52 huse i Frankrig. Det er det samme som at sige, at vi går fra hinanden hver vinter og bliver gift hver sommer, eller at jeg er gravid for 12. gang. Det er alt sammen useriøst, men det seneste rygte kan skade min familie og mine børn, udtalte Vanessa Paradis.

Se billederne: Stjerneparrets forhold i billeder

På trods af at parret længe har benægtet, at det gik skidt i forholdet, er de nu gået fra hinanden, og rygterne går på, at det var en romance mellem Johnny Depp og Amber Heard, der definitivt sluttede forholdet, efter de to er blevet fotograferet på en tur i et privatfly til Las Vegas, hvor de skulle promovere filmen 'Dark Shadows' af Tim Burton, der fik premiere tidligere i år.