Den benhårde X Factor-dommer Simon Cowell indrømmer nu åbent, at han har et godt øje til den tidligere supermodel Carmen Electra.

Rygterne om parret har svirret siden Carmen Electra tidligere på året deltog som gæstedommer i Britains Got Talent. Ingen af parterne har hidtil ønsket at bekræfte de utallige historier, men da den ellers benhårde Simon Cowell i onsdags var gæst i Ryan Seacrests talkshow, kunne han ikke dy sig for at fortælle om den spirende romance.

- Hun er ikke min kæreste, men vi er jo begge mennesker, der dater. Hun er dejlig, synes du ikke? spurgte en storsmilende Simon Cowell, der bekræftede, at de ser hinanden. 

Og noget tyder på, at følelserne er gengældt. Da Carmen Electra tilbage i november blev konfronteret med rygter om, at de to var blevet set sammen ved flere lejligheder, lagde hun ikke skjul på sin glæde ved Simon Cowells selskab.

- Han er nuttet. Han er virkelig sød. Han er faktisk rigtig blødsøden. Vi arbejdede sammen på Britains Got Talent. Jeg var gæste-dommer, og det var rigtig fedt. Jeg kunne virkelig godt lide ham. Jeg synes, at han er rigtig sej, sagde den tidligere baywatch-babe til Acces Hollywood Live.

Carmen Electra afsluttede tidligere på året et fire årigt forhold til Robert Patterson, ligesom Simon Cowell og hans kæreste gennem to år, make-up artisten Mezhgan Hussainy, også gik fra hinanden i 2012.