Filminstruktøren Per Fly lover at tage rene bukser på, når han skal i audiens hos dronning Margrethe for at takke for sit ridderkors, der allerede er kommet med pakkeposten.

Han ligner ikke en oplagt gæst på de bonede gulve med ringen i venstre øre, de slidte cowboybukser og den lidt skævvredne t-shirt. Men ikke desto mindre er 50-årige Fly blevet tildelt ridderkorset af Dannebrogordenen og er glad for anerkendelsen, som han straks valgte at tage imod - ikke mindst for sine forældres skyld

- Jeg skyndte mig at ringe hjem til min mor og far, for jeg vidste, at det ville være den største glæde for dem. Jeg er glad for det, men den største glæde var at fortælle det til min mor. Hun var syg på det tidspunkt, så det var superfint, siger Per Fly til bt.dk.

Han kommer selv fra et miljø, som er tættere på 'Bænken' end på 'Arven' for at blive i hans eget filmunivers, men i forbindelse med sit arbejde med filmene, er han gået ind i begge miljøer med åbne øjne. Og det samme vil han gøre i de royale gemakker.

Hans instruktørkollega Lars von Trier har tidligere modtaget ridderkorset, men returnerede det i en protest mod kongehuset. Men sådan tænker Per Fly ikke.

- Det er så plat for mig, at bare det, at jeg vidste, at min mor og far ville blive så glade for det, det var rigeligt for mig til at sige ja. Og jeg er så nysgerrig på, hvordan audiensen foregår, siger instruktøren, der er aktuel med filmen 'Kvinden, der drømte om en mand' med Sonja Richter i hovedrollen, der får premiere på torsdag.

Måske endnu en prissluger blandt de mange priser, han allerede har fået. Men han bedyrer, at han ikke tillægger priserne særlig stor værdi. Heller ikke i forhold til Ridderkorset.

- Hvis jeg tror på, at jeg er helt heroppe i stjernerne, hvor man nogle gange får at vide, man er, så er den gal, og hvis man tror på, at man er helt hernede på bunden, hvor man også nogle gange får at vide, at man er, så er den også gal. Så for mig er det mere en oplevelse. Jeg sidder ikke og krammer mit ridderkors. Det går hen i bunken til alt det andet. Positivt som negativt.

Har du tænkt på din fremtræden, når du skal i audiens. Vil du klæde dig pænt på - måske tage øreringen ud?

- Nej, øreringen tager jeg ikke ud. Den fik jeg sammen med min bror, og den har siddet der lige siden. Men jeg har overhovedet ikke tænkt på det. Jeg så, da Ridderkorset kom med pakkeposten, at der var en lille bog med om, hvornår man må bære det, så den kan jeg lige kigge i. Men jeg tager da renere bukser på, end jeg har i dag. Det lover jeg.