Nicoline var alenemor i fem år, mens Jim sad i fængsel: Der var øjeblikke, hvor jeg tænkte 'fuck dig, Jim!'

Hendes far truede med at gøre hende arveløs. Venner og familie rystede på hovedet. ‘Skrid i en fart’, sagde de allesammen. ‘Du er 23, du kan nå at lave dit liv om og finde en sød far til dit barn’. Men hun stod fast. Blev.

»Det var virkelig svært at forklare omverdenen,« erkender Nicoline Latrache-Qvortrup da også.

»Men jeg var nødt til at være stærk i min egen tro på, at det kunne lade sig gøre,« forklarer hun om den vanvittige situation, hun var landet i.

23 år gammel. Studerende på Aarhus Universitet. Gravid i syvende måned. Nu skulle hun være alenemor. I otte år. Mens hendes mand sad i fængsel.

»Jeg tænkte aldrig ‘nu skrider jeg’. Mere ‘fuck dig, Jim. Dumme Jim’,« griner Nicoline Latrache-Qvortrup bare.

I dag er parrets søn Neo 12 år. Mod alle odds klarede de skærene. Men hun indrømmer blankt, at det var nogle hårde år, da tæppet blev trukket væk under hende.

Da hendes mand, Jim, – som du forleden kunne læse i B.T. – pludselig blev anholdt og fik en dom på otte år.

»Jeg gik fuldstændig i chok,« siger hun om afsløringen af sin mands virke.

Det var en urokkelig tro på, at han kunne og ville lægge sit kriminelle liv som coke-pusher bag sig, der fik Nicoline Latrache-Qvortrup til at blive. En tro, hun som nævnt længe var alene med.

»Især de første år var det megahårdt. For der havde vi brevkontrol og måtte kun se hinanden en time om ugen, mens en fængselsbetjent sad i rummet.«

»Når man får et barn sammen i den periode, og samtidig skal finde ud af at være mor på fuld tid? Det var vanvittigt,« siger hun med himmelvendte øjne.

»Hen ad vejen bliver det selvfølgelig mere og mere hverdag, man tager barnet med ind for at besøge far i fængslet. Og langsomt bliver den her fucked up-situation normaliseret,« beskriver Nicoline Latrache-Qvortrup.

Vis mere

Hendes mand blev løsladt efter fem år og fire måneder. Da Neo var fem. Og hvor svært det end kan være at forstå, ville hun ikke være tiden foruden.

»Jeg lærte, hvor stærk jeg kan være, når lokummet brænder,« smiler hun.

»I dag er jeg mega glad for, at jeg kunne klare at være enlig mor, tage en universitetsuddannelse og have en mand i fængslet, som jeg også skulle være støtte for.«

»Vores relation blev byttet om. Han havde været den ældre og stærke, nu var jeg den voksne og han var afhængig af mig og de besøg, han fik,« forklarer Nicoline Latrache-Qvortrup, som samtidig var super stolt af Jims standhaftighed og dedikation til at blive en bedre version af sig selv bag murene.

Men uden for dem – murene – afhang alt altså af hende.

»Jeg var pissesur i lang tid. Alle de ting, jeg skulle gøre alene med Neo. Der var øjeblikke, hvor jeg tænkte ‘fuck dig, Jim’. Nu skal jeg hente klapvogn, handle ind, bære op ad trapperne. Alene.«

»Jeg følte, at jeg var blevet efterladt som enlig mor, hvor aftalen var, at vi skulle gøre de ting sammen,« fortæller hun og fortsætter:

»Men nu er der gået mange år, så den vrede slipper man også. Man er nødt til ikke at være bitter over fortiden, for det vil aldrig være godt for forholdet fremadrettet. Men det tog da nogle år at slippe den,« indrømmer Nicoline Latrache-Qvortrup.

Hendes mand nikker. Ivrigt.

»På et tidspunkt var vi nødt til at have en snak om det. Netop fordi vi havde besluttet at blive sammen, var Nicoline nødt til at lægge den vrede i graven. For ellers ville vi konstant have et ulige forhold.«

»Jeg kan jo ikke ændre dét, der er sket. Kun gøre det bedre fremadrettet. Men hvis jeg hele tiden skulle stå til regnskab for fortiden, hvis den altid skulle hives op af hatten, ville vi aldrig få skabt en ordentlig hverdag,« siger Jim Latrache-Qvortrup.

Den har de fået. En ordentlig hverdag som ‘partners in crime’, som parret kalder deres nye podcast.

Vis mere

Siden en bombe for 12 år siden landede midt i deres endnu jomfruelige liv sammen, har Jim Latrache-Qvortrup holdt sin sti ren. Og aldrig har han løjet eller haft hemmeligheder for sin kone. Heller ikke, da han var muldvarp i dokumentaren af samme navn og i princippet satte livet på spil.

»Hun vidste alt,« understreger han.

»Jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der tænker ‘hvorfor?’. Nu var alt godt. Jeg var kommet ud i friheden til den, jeg elsker, men …«

Hans kone griner bare. For af sind ligner de hinanden.

»Jo, det lød lidt farligt,« indrømmer hun. Og fortsætter så:

»Men også spændende, og jeg kunne godt se, at det projekt passede til Jim. Så for mig var der ingen tvivl. Hvis Jim skulle dø under det projekt, døde han på den måde, han gerne ville dø på.«