Den 48-årige diva - og tidligere så talentfulde sangerinde - Whitney Houston, blev lørdag fundet død på sit hotelværelse i Beverly Hills.

Forud for tragedien havde Whitney Houston tilbragt to nætter i Hollywoods pulserende natteliv, hvor hun nærmest havde ligget i 'sprit-lage', som den britiske avis The Sun skriver.

Netop derfor kan det virke ironisk, at musikkanalen VH1 stod og ventede udenfor hotellet, for at gennemføre et aftalt interview med den 48-årige sangerinde om, hvordan man kommer 'back on track' - tilbage på sporet - efter at have været afhængig af stoffer og alkohol.

Men Whitney Houston dukkede aldrig op til det aftalte møde.

LÆS OGSÅ: 

I stedet kom hendes mangeårige personlige assistent, Lynn Volkman ud til det ventende tv-hold og sagde, at de skulle slukke kameraet.

VH1-journalisten Allison Samuels fortæller om episoden til The Sun:

- Hun sagde 'Whitney kommer ikke. Whitney kommer ikke.' og til sidst sagde hun 'Hun er død!'.

På det tidspunkt havde Whitneys ene bodyguard hevet sangerinden ud af badekarret på hendes værelse og forgæves forsøgt at genoplive hende. Heller ikke ambulancens paramediciner kunne få liv i den 48-årige sangerinde.

Den 11. februar kl. 15.55 lokal tid blev Whitney Houston erklæret død.