På mandag får Rihanna og The Black Eyed Peas baghjul i deres egen baghave af Medina, når den nye amerikanske hitliste offentliggøres med den danske sangerinde som topkandidat.

På mandag går Medina ind som nummer et på den amerikanske dance airplay-hitliste, som er udformet af det velansete branchetidsskrift Billboard, med singlen 'You & I'.

- Der står alle steder, at jeg ligger nummer 1 på US Billboard! Det er ikke rigtigt men chancerne for en top tre næste uge er stor. La' os nu se og slå koldt vand i blodet. Men jeg håber da det sker ;), skriver popstjernen torsdag aften på sin Facebook-profil.

Det er den foreløbige kulmination på den danske sangerindes endnu helt spæde karriere, der for alvor tog fart herhjemme i 2009. Uden støtte fra pladeselskaber eller markedsføring er Medina i løbet af det seneste år blevet spillet og danset til på de amerikanske klubber og radiostationer. Så massiv er responsen, at der nu er lagt en slagplan for lanceringen af Medina i det forjættede land.

Medina_BurhanG

Medina med modeller



Første spadestik tages fredag, når Medina sammen med sin manager, Thomas Børresen, flyver til New York for at give interview til en lang række radiostationer. Dernæst går turen videre til Chicago og så tilbage igen til New York, inden de igen lander i København på onsdag.

- Vi vil tage en del af den slags korte, intensive promotionture til USA, fortæller Thomas Børresen:

- Der var fire seriøse selskaber til forhandling, og blandt dem valgte Medina at skrive kontrakt med Ultra, som er et af de største danceselskaber overhovedet, og de tror virkelig på hende. De vil udgive hendes engelsksprogede album til september og lancere hende for alvor på modeugen i New York. Og i det hele taget udnytte hendes high fashion-profil. De tror på hende som en rigtig artist og ikke bare en eller anden dancesangerinde, som har en plade eller to i sig, siger han til B.dk.

Forrygende turne i Tyskland

Det er gået forrygende for Medina i Tyskland, hvor hun netop har overstået en turne på ni jobs i landet, hvor hun nu har solgt over 100.000 album og 300.000 singler. Den respons har fået det øvrige Europa til at melde sig på banen. Også de vil få en bid af Medina, i første omgang 'Addiction'-singlen, men lige nu har det ikke første prioritet, forklarer Børresen.

- Vi har hele tiden været fokuseret på Amerika, og hvis det lykkes for alvor, er vi i en helt anden position i forhold til at forhandle med eksempelvis et land som England, hvor vi hidtil har lurepasset trods efterspørgsel, siger han.

Og så er der jo et dansk marked, som skriger efter nyt på modersmålet.

- Singlerne 'Addiction' og 'Gutter' kører jo stadig herhjemme, men vi kan godt mærke, at efterspørgslen på noget nyt på dansk vokser. Jeg kan sige, at der kommer en ny dansk single senere i maj og et friskt dansk album til september. De første fem sange ligger allerede færdige, siger han.

Medina har igennem længere tid udelukkende fokuseret på at være i studiet og på den amerikanske lancering. Og det er helt bevidst.

- Der sker så mange ting på én gang, men i forskellige stadier, så derfor har vi lukket ned for presse, TV og sendt hende på ferie, så hun ikke brænder ud. Men alt foregår i dialog, og for Medina har det nærmest været afslapning at turnere i Tyskland og kun skulle koncentrere sig om at fyre den af på scenen, siger Thomas Børresen.