Det er de færreste, der sætter hus i stand samtidig med, at de kæmper mod kræft. Men det er præcis, hvad Ilse Jacobsen har gjort.
Kort før hun blev ramt af sygdom, havde hun nemlig solgt sit gamle hus og købt et nyt.
Der er mindst to gode svar på, hvordan hun orkede at blive ved, mens sygdommen rasede i hendes krop.
Det ene er, at Ilse Jacobsen, der er kendt for at producere gummistøvler i eget navn, er en 'stædig rad'.
»Jeg er stædig og lever efter devisen: 'Det er viljen, der skaber evnen til at kunne'.«
Det andet er, at hun har drømt om det 350 kvadratmeter store hus i 45 år.
Det forstår man godt, når man står i hendes stue, med udsigt til intet andet end strand, vand – og på gode dage Sveriges kyst.
Allerede som barn fik hun øje på huset, når hun var på HP eller 'hængepattestranden' med sin mor.
»Det var der, alle mødrene fra Hornbæk kom med deres børn – deraf navnet,« siger hun og peger på klitterne bag huset.
Ilse Jacobsen er født og opvokset i Hornbæk, og den i dag 61-årige iværksætter og virksomhedsejer fylder meget i byen, for det er hendes navn, der står på mange af butiksfacaderne.
Sådan var det ikke, da hun som 16-årig skrev et brev til ejeren af huset og smed det ind ad brevsprækken.
I brevet stod, at hun gerne ville købe huset – når hun havde vundet i lotteriet og var blevet millionær – forstås. Hun vandt aldrig i lotto, men hun er kommet til penge.
Næste år er det 30 år siden, at Ilse Jacobsen åbnede sin første butik i Hornbæk. Hun sælger både tøj og blomster, har drevet et kurbad og produceret de gummistøvler, som hun er blevet verdenskendt for.
»Folk heroppe kalder mig fru Skjern,« siger hun med et skævt grin.
Da hun for to år siden mødte ejeren af sit drømmehus og fik et tilbud om at købe huset for 15 millioner, vidste hun, at hun skulle slå til.
Den aldrende mand lovede, at han ville være klar til at sælge i løbet af to år, men skæbnen ville, at han døde kun 14 dage senere, og at Ilse Jacobsen straks måtte tage en beslutning om at sælge, købe og flytte.
Efterfølgende gjorde en voldsom kemokur hende ukampdygtig i månedsvis, men det ændrede ikke på, at hun gerne ville sætte huset i stand. Så da hun i november blev udskrevet efter tre måneders indlæggelse på Rigshospitalet, flyttede hun direkte ind på den nye matrikel.
»Min bror havde båret sofaen ind i stuen, så jeg kunne ligge og kigge ud på vandet, og så lå jeg der og græd – af lettelse.«
Huset er stadig spartansk indrettet, og billederne står i bunker på gulvet. Endnu har Ilse Jacobsen ikke haft kræfter til hverken at pakke kasser ud eller hænge noget på væggene. Men lige så langsomt kommer hun til kræfter.
Hun har fået malet en væg i stuen lyseblå, og hendes flygel, som skal stå i stuen, er ved at blive malet lak-gult. Hun drømmer allerede om, hvor smukt det bliver med de krakelerede grønne vaser, hun ved, skal stå ovenpå.
»I mange år har jeg levet med, at alt skulle være sort og hvidt og cremefarvet. Det har jeg ikke lyst til mere – nu har jeg lyst til farver.
Da jeg kom hjem fra hospitalet og kiggede på de tomme vægge, tænkte jeg: 'Nu har jeg chancen'. For jeg har lyst til at være glad i låget.«
