I 35 år har Ilse Jacobsen ikke haft influenza. Men sidste sommer blev hun ramt.
»Pludselig orkede jeg ikke noget og kunne blive ør – bare af at se fjernsyn,« siger gummistøvle-dronningen fra Hornbæk.
Hendes infektionstal var tårnhøje. Ved en ondartet lungebetændelse ligger tallet mellem 60 og 300. Ilse Jacobsens var tæt på 500.
Lægerne mente, at den leddegigt, hun i mange år er blevet behandlet for, var skyld i miseren – og det troede hun også selv.
Indtil to unge læger kom ind på hospitalsstuen med beskeden: »Du har en meget aggressiv form for lymfecancer.«
»Helt ærligt kan jeg ikke huske, hvad de derefter sagde.«
Siden har hun været på en kemokur med ubarmhjertige eftervirkninger: Hun mistede håret, fik sår under fødderne og i halsen og tabte sig 20 kilo.
»Jeg skulle sluge 19 piller om dagen, men kunne ikke få så meget som to dråber vand ned. Jeg kunne intet spise, men kastede op hele tiden.«
Men Ilse Jacobsen er typen, der holder, hvad hun lover. Det har reddet hende.
Før hun blev sendt til Rigshospitalet, fik hendes læge på Hillerød Hospital hende til at aflægge et løfte: Uanset hvilke behandlinger speciallægerne på Riget ville tilbyde, måtte hun ikke sige nej.
Allerede under sin første kemokur havde hun lyst til at kaste håndklædet i ringen. Hun skulle have seks timers immunbehandling, men klarede sølle otte minutter.
»Jeg var alt for svag og gik i kuldechok, og lægerne måtte bakse med mig til klokken 5 om morgenen – det er under kemokurene, at man knækker.«
61-årige Ilse Jacobsen er kendt for at være benhård. Som forretningskvinde lader hun sig ikke kue – af noget som helst. Men kræften gjorde hende bange.
Giften i medicinen gav hende mareridt, om at hendes venner fik skåret halsen over, og hendes hund, Konrad, blev mishandlet.
»Mine tanker var, som jeg forestiller mig, de er, hvis man er på heroin eller LSD. Til sidst turde jeg ikke lukke øjnene og måtte have sovepiller.«
Én gang før har den garvede forretningskvinde prøvet at miste kontrollen over sit liv.
Det var i 2018, hvor hun endte i en shitstorm, efter en række artikler i Berlingske beskrev hende som en hård chef, der sendte sine medarbejdere hjem med stress.
»Det var noget af et chok,« siger hun, men lægger ikke skjul på, at hun er en chef, man kan slå sig på.
»Jeg ville da gerne klone mig selv i 50 eksemplarer og sætte dem op i virksomheden. Jeg ved godt, at det lyder sjovt selv at sige det, men med den viden, jeg har i min rygsæk, er det sådan, det er.«
Hun har selv bygget sit firma op fra ingenting. Sammen med sit team designer hun i dag støvlerne og tøjet, men i begyndelsen var hun også den, der pakkede varerne og bogførte regnskaberne.
»Fordi jeg har været i alle kroge af firmaet, kan jeg se, når noget ikke fungerer i salg eller marketing.«
Når hun ansætter nye folk, forbereder hun dem på, at hun er en chef, der 'siger tingene ligeud’.
»Jeg har ikke brug for hundehvalpe, jeg har brug for folk, der siger deres mening – også til mig,« siger hun – tænker lidt og tilføjer:
»Hvis jeg har sagt, at den her skal være blå, og de så laver den grøn og ikke kan argumentere for, hvorfor den er blevet grøn … Altså, jeg kan ikke ha', at man ikke kan tåle, at jeg så spørger. 'Hvorfor er den ikke blå'.«
Længere er den ikke for Ilse Jacobsen. Og dét har de seneste måneders sygdom ikke ændret en tøddel:
»Jeg har ikke tid til at bruge mit liv på ting, jeg ikke bryder mig om, og jeg gider ikke være sammen med nogen, jeg ikke kan lide – på mit job for eksempel.«
Uanset om det gælder shitstormen eller kræftsygdommen, siger hun:
»Jeg tror, mange mennesker ville være knækket sammen …«
Men Ilse Jacobsen knækkede hverken dengang – eller nu. Efter fire måneders kemobehandling blev hun udskrevet i november 2021, men intet er helt, som det plejer at være.
»Jeg er svag i betrækket. Jeg støvsugede lidt, inden I kom – det var lige ved at tage livet af mig. Det er virkeligt mærkeligt, for det er ikke sådan, jeg er.«
Nogle dage har hun skullet overtale sig selv til at tage turen op ad trapperne til soveværelset eller til at gå tur med Konrad. Mange gange har hun måttet minde sig selv om løftet til sin læge:
»For det er meget nemt at give op. Jeg kan stadig få den tanke, at det er ti gange nemmere at lægge mig over på sofaen end at sidde her.«
De seneste måneder føler hun, at hun har været til eksamen – i livet.
Sidst hun stod ansigt til ansigt med sine censorer, var i forrige uge, hvor lægerne kunne glæde hende med, at prøveresultaterne ser fine ud.
»De siger, at jeg bliver rask, at jeg er stærk, og at de har været hårde ved mig, men at det var nødvendigt.«
Under sygdommen har hun mødt nye sider af sig selv, men hun har også set velkendte sider blive trukket endnu skarpere op.
»Selvfølgelig tænker jeg over livet på en anden måde end før kræften. Jeg vidste jo ikke, om jeg havde kort eller lang tid tilbage,« siger hun og tilføjer:
»Jeg var så syg, så jeg faktisk ikke tænkte på, hvad der skete med firmaet. 'WTF, det må gå, som det kan'. Jeg var kørt helt ud og var svag og kunne ikke noget.«
Planen er stille og roligt at vende tilbage til firmaet. Lige nu arbejder hun hjemmefra en times tid om dagen, men hun regner ikke med at være oppe på fuld tid før næste år.
»Jeg stepper ikke ud overhovedet, men jeg må erkende, at det tager tid, før jeg er tilbage.«
Men hun har opdaget, at firmaet kan klare sig uden hende, og at hun kan klare sig uden at være med i alle beslutninger. Og vigtigst – medarbejderne har opdaget det samme.
Fremover vil hun blive bedre til at se, hvad der er hendes opgaver. Målet er, at hun vil 'blive mere glad og ikke bekymre sig så meget'.
»Men jeg har besluttet mig for at sige min mening, og jeg gør – stadig – nøjagtigt, hvad der passer mig.«
