Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Gitte Madsen om at være rødhåret brilleabe i 70'erne, at være verdens klogeste og meget, meget mere ...
Jeg var misundelig på … alle de lyshårede luciabrude i min barndom. At være rødhåret brilleabe i 70’erne var ikke det nemmeste, og jeg gad bare godt have været lidt smartere. Jeg tror, det ville have sparet mig for meget selv-mobning og nedgørelse af eget kadaver i mit voksne liv, hvor jeg også var misundelig på stewardesser, fordi de var pæne. Som voksen har jeg været misundelig på alle de solskinsbørn, jeg har mødt på vejen. Dem, der kom ind på uddannelsen, købte en andelslejlighed på det rigtige tidspunkt, de tynde, dem der spiller i band, skriver bøger og egentlig bare dem, der gør, som det passer dem, og lykkes med det. Misundelse fylder ikke det vilde for mig i dag.
Jeg undrer mig over … hvorfor vi danskere har tid til at stå i en to kilometer kø i slagregn til et brandudsalg på designermøbler i Illums Bolighus, men slet ikke kan finde ti minutter som samlet nation til at engagere os i at indrette et åbent og omsorgsfuldt Danmark for alle. At det er vigtigere at sidde og lure i en pæn sofa end at stå på mål for hinanden.
Jeg glemte at være ydmyg, da … ja, jeg kan blive sygeligt engageret og utålmodig, hvis en sag er vigtig nok for mig. Og så kæfter jeg op. Jeg får sådan en indre ulmende monumental fornemmelse af, at jeg nok i virkeligheden er verdens absolut klogeste, og at resten af verden er på tålt ophold i min brillans, og i gang med at fucke mit unikke klarsyn op med deres relevante input. Det klæder mig lige så dårligt som en ålestram, neonpink hulkort sommerkjole, og det har kostet mig virkelig dyrt. Det er jeg ulykkelig over. Min ydmyghed består i dag i at lytte til andre og til mig selv, før jeg taler. Det er sjældent en god idé at være nødt til at høre, hvad man selv siger, for at finde ud af, hvad man mener.
Mænd er totalt usexede, når … de synes, at de er sexede. Læg den polokrave ned. Tag solbrillerne ud af håret indendørs og slap af med de hårprodukter, hipster-dude. Sæt dig ordentligt op ved mødebordet og hør efter. Jeg synes, det er gevaldig svært for mange mænd at ældes med ynde, and it ain’t pretty. De mest sexede mænd er dem, der ikke aner, de er det. Og som er passioneret optaget af noget, de er gode til. Mænd er virkelig nogle kællinger, når det kommer til forfængelighed.
Kortsigtet tænkning ser man tit hos … chefer, politikere og magtmennesker, hvis selvtillid er langt større end deres selvværd. Når de krydrer egen røv, position og karriere, længe før de overvejer, hvad der egentlig skal til for, at folk omkring dem kan udkomme optimalt. Når individuel positionering kommer før projektet, træffes der virkelig mange kortsigtede beslutninger. På bekostning af alt det potentiale, der ligger lige for, hvis man ikke var så bange for personligt at tabe ansigt.
Kvinder er overlegne, når det gælder … langt det meste. Vi er født til at tænke ‘vi’ før ‘jeg’. Og så kan man godt føde børn, gøre karriere, købe julegaver, forske, sætte en vask over og have en politisk dagsorden samtidig. Hvis kvinder havde mænds ukuelige selvtillid og tænkte lidt pænere om sig selv, havde vi haft kolonihaver på Mars for længst. Mænd er bedre til længdespring, kyniske beslutninger og til at tjene penge. Og det er da også flot. Men de ville være virkelig dårlige til at være alene hjemme på planeten.
Gode hensigter er vejen til … alt godt! Min regel nummer ét er, at man skal være god ved andre. Rekyleffekten af generelt at behandle andre mennesker ordentligt er enormt effektiv i forhold til, hvordan du har det med dig selv. Selvfølgelig kan gode hensigter være gevaldigt misforståede og virkelig kiksede. Jeg synes, jeg har lært, at det stærkeste våben er at straffe hårdt med kærlighed. Selv de største idioter bliver pænt rundt på gulvet, hvis man er sød ved dem. Og måske er ‘pyt’ i virkeligheden det værste, man kan sige til sine fjende - især hvis man mener det.
Den største lærestreg, jeg har fået, var … at skulle skifte karriere midt i livet. Jeg er sikker på, jeg nok har lært noget af det. Men jeg tumler stadig gevaldigt med manualen. Jeg bliver nok aldrig ‘Ugens glade krøbling, som efter krisen kom ud på den anden side, så livet i et nyt lys og trallede lykkeligt videre i et endnu federe setup’. Men om ikke andet ved jeg nu, at jeg måske kan udvikle mig - men min grundlæggende tilgang til arbejde og mennesker omkring mig kan jeg nok ikke lave om på. Og det er okay.
Jeg fortryder, at jeg aldrig … fik gjort op med min manglende risikovillighed i tide. Her går man og synes, at man er så sej. Og så tør man ikke noget som helst, som sætter status quo på spil. Det er irriterende. Jeg har så mange drømme, jeg simpelthen ikke har nosser til at føre ud i livet. Samtidig med at jeg hujer og hepper, når min bedste ven og hans familie sejler jorden rundt. Når min nabo siger sit job op og begynder på en uddannelse, eller når min ældste ven (Uffe Elbæk, red.) stifter et nyt parti. Det tumler jeg lidt med under dynen foran Matador.
Jeg tudede, da … det gør jeg konstant. Når der er indmarch til OL. Når studenter kører forbi. Når nogle er kede af det. Når der sker noget forfærdeligt i verden. Når en kattekilling bliver ven med en elefant på Facebook. Når jeg skal genfortælle noget rørende, jeg har oplevet eller læst. Er generelt grådlabil og har altid en hyggelig hulke-gråd på lager, hvis verden gør noget fint. Det er lige i overkanten og pænt akavet i uendelig mange situationer.
Det gode ved at være mig er … er det ikke den fristil, vi alle sammen knokler med at få skrevet, inden vi dør? Jeg synes, jeg har et godt og privilegeret liv. Jeg vil gerne gøre verden til et bedre sted, men bøvler lidt med, hvordan jeg får det gjort. Det er ret godt, at jeg har humor (synes jeg selv). Det betyder, at jeg virkelig tit finder mig selv i sjove situationer, som jeg virkelig synes er langt ude sjove.
Det dårlige er … at jeg simpelthen taler for meget. Det synes jeg virkelig også selv. Det er ikke smart, klogt eller strategisk. Og det giver mig flere tæsk end medaljer. Det er også det, der irriterer andre mennesker ved mig. Jeg ved det godt. Men så kommer jeg lige i tanke om, at jeg også lige skal sige... Jeg burde holde min kæft.
Det gør mig rasende, når … noget er uretfærdigt. Når mennesker bliver dårligt behandlet. Når ulogiske beslutninger gør os dummere, end vi er. Jeg ville holde lige under to minutter i Folketinget, fordi al logisk tænkning, strategi og kompromis-søgning ville drukne i temperamentsfulde upassende udbrud. Alle, der kender mig, ved, at jeg kan blive SÅ rasende, hvis folk ikke opfører sig ordentligt overfor hinanden.
Min største dumhed var ... at jeg ikke flyttede til New York og skrev en masse bøger, da jeg var yngre. Det var jo det, jeg ville. Og nu ved jeg alt for meget om, hvorfor det ikke bare sådan lige kan lade sig gøre. Jeg skal jo både have visum, vildt mange penge og en idé til minimum én bog, nogen gad at læse. Jeg prøver stadig at tage mig sammen til at turde. Og hvem ved, måske bliver jeg den lykkeligste Brooklynite på plejehjemmet, inden jeg dør. Det burde jeg.
Min største genistreg … var at lave mig et barn med en rigtig god mand. Min datter er et langt bedre menneske, end jeg nogensinde bliver. Hun har holdt min empati, omsorg og kærlighed vedlige i 18 år og har i kraft af sin tilstedeværelse holdt mig på jorden og i virkeligheden, når det gik for stærkt. Hun er det bedste, jeg ved. Og summen af alle gode egenskaber fra min mand og mig. Hun er og bliver en bonus for planeten, ved jeg.
Det vigtigste, når man skal skabe et godt tv-program, er … ‘What do you wanna say and who cares? Give a fuck!’ er et godt sted at begynde, hvis man vil have mange mennesker engageret i noget som helst. Du skal præcis kunne forklare, hvad kernen i programmet er, hvorfor det skal laves og sendes netop nu. Og allervigtigst, hvem det skal engagere og inspirere. Og så skal du eddermame gøre dig umage, sammen med dit hold. ‘Give a fuck’ er faktisk verdens bedste universale råd, synes jeg. Uanset om du bager vaniljekranse, forhandler en finanslov eller bare skal lave et godt stykke tv. Vil man have opmærksomhed, skal man være den værd.