Entertaineren Jan Monrad døde fredag nat. Han blev kun 64 år.

Ifølge hans kone, Marianne Busk Monrad, døde han af en blodprop i lungerne fredag aften. Det hele kom meget uventet.

»Det er korrekt at han er død,« bekræfter Marianne Busk Monrad til Ekstra Bladet lørdag morgen.

Parret blev gift i 1990 og har sammen fem voksne børn.

Jan Monrad blev for alvor kendt blandt danskerne, da han dannede duoen sammen med Søren Rislund i 1978. De to komikere leverede satire op gennem 1980'erne i satireprogrammet i Fredagsåbent på Danmarks Radios P3.

Ifølge BTs kulturrredaktør Jan Eriksen har Jan Monrad – sammen med sin makker Søren Rislund – haft en enorm indflydelse på dansk komik i dag.

»De var enormt inspirerede af Monty Python, og det lykkedes dem at få den surrealistiske og platte form for humor bragt til Danmark,« siger han.

Her brugte de deres begavede humor, og deres korrekte og pæne gamle københavnske måde at tale på, til at sætte spørgsmålstegn ved tabuer af politisk, seksuel og moralske karakter.

»Jan Monrad holdt altid stædigt fast på, at man kan gøre grin med alt. Det udtalte han både under Muhammed-krisen og Charlie Hebdo«, siger Jan Eriksen.

Ifølge kulturredaktøren har flere store danske komikere fundet inspiration i Jan Monrads grænsesøgende komik. Blandt andet Anders Matthesen, Jan Gintberg, Lars Hjortshøj og Frank Hvam.

Selv betegner Jan Eriksen Jan Monrad som 'en af sine helte', og han er trist over at høre om hans dødsfald.

Det er kun få mennesker der kan prale af at have bygget en karriere op i underholdningsbranchen. Jan Monrad og Søren Rislund udviklede deres helt sære sorte humor med platte vittigheder og satire og kaldte sig i første omgang »Totalpetroleum«. Senere blev gruppens navn til »Monrad & Rislund«.

De to blev også folkeeje som agility-kommentator i DRs store hundequiz ”Hund og Hund imellem”. Her ud over har de igennem 40 års entertainment opbygget den fiktive provinsby Pladderballe, hvor elskede, pjattede og relativt politisk ukorrekte figurer som »Mogens«, »Hansemann Luchter«, »Bimsetøjs-grosser«, »Aage Brodtgaard« og mange flere.

I 2009 debuterede Jan Monrad som humoristisk tegner og var inspireret af Storm P., hvor han udgav »Pølsesnak«. Tegningerne forstillede levende pølser, der optrådte i et ufiltreret parallelunivers sammen med mennesker.

Monrad er oprindeligt uddannet folkeskolelærer og underviste i musik og samfundsfag. Han debuterede i showbiz-branchen tidligt i 1970'erne. Han udgav sin første single »kød på bordet« i 1974.