Filminstruktøren Erik Clausen har været på en længere rejse. Ikke en af dem, man sender postkort hjem fra, og som andre bliver misundelige over. For hotellerne hed 'Hospital' og 'Plejehjem', og det kneb med at få styr på returbilletten.

Under overskriften 'Nyt fra Clausen' skrev han for en måned siden et opslag på Facebook:

'Jeg er tilbage igen med røde kinder og vand i håret. Jeg har været på en slags rejse, som jeg håber er overstået.'

Nu er han klar til at sætte ord på turen og især livet, efter han er vendt tilbage til lejligheden på Enghave Plads. En af de første varme forårsdage tager han imod B.T.

Erik Clausen har inviteret ind til en snak om sygdom og kunst. Foto Bax Lindhardt..
Erik Clausen har inviteret ind til en snak om sygdom og kunst. Foto Bax Lindhardt.. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Nedturen begyndte med et cykelstyrt i 2018. Filminstruktøren, der, siden han var helt ung, har været dedikeret cykelrytter, brækkede hoften og blev efterfølgende ramt af delir.

'Det gjorde mig helt kulret og utilregnelig (mere end jeg er i forvejen) i flere uger. Jeg mistede bevidstheden i to uger – sidste chance elektrochok,' skriver han.

Seks gange udløste lægerne ved hjælp af elektriske stød små krampeanfald, der fik Clausens hjerne tilbage på sporet. Men bagefter var han så dårlig, at han ikke kunne gå, og måtte flytte på plejehjem for at blive genoptrænet.

Hjemme igen styrtede han endnu en gang på cyklen – denne gang med en brækket skulder som resultat – og udsigt til endnu en genoptræning.

'Og så … ligesom jeg troede, 'nu er den der', kom diagnosen Parkinsons syge. Ja tak for det.'

Erik Clausen lægger ikke skjul på, at de seneste år har været en prøvelse. At sygdommene har testet og tirret ham. Senest den kroniske Parkinsons syge, der gør hans bevægelser langsommere og musklerne stadig mere stive.

Han har spurgt sig selv: »Hvad kan du holde til, Clausen? Tør du læne dig tilbage og indrømme, at du dårligt kan gå? Eller er du en lusepuster? Er det forbi?«

Svaret er et klart 'nej'.

»Jeg bestemmer – og jeg skal nok komme på benene igen …« Han tænker sig om og tilføjer så:

»Du er først død, når du er glemt.«

Erik Clausen var efter seks behandlinger med elektrochok og en tur på plejehjem ved at være rask, men har nu fået diagnosen Parkinsons syge. Bax Lindhardt
Erik Clausen var efter seks behandlinger med elektrochok og en tur på plejehjem ved at være rask, men har nu fået diagnosen Parkinsons syge. Bax Lindhardt Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Selvom livet i lejligheden bevæger sig langsommere end før, og selvom vejen til pointerne nogle gange kræver et ekstra tilløb, er Erik Clausens timing som altid knivskarp.

Hans karriere tog form, da han som 15-årig kom i lære som bygningsmaler. Siden blev han sanger, musiker, skuespiller, forfatter, gøgler og instruktør og har lavet både tv, film og skrevet masser af musik:

En væg i stueetagen vidner om, at han altid har arbejdet – meget. Fra gulv til loft i væggens fulde bredde står alle de priser, han i tidens løb har modtaget. Han kigger på dem de dage, hvor han er i tvivl om sit eget værd. For som han siger:

»Vi mænd fra arbejderklassen har et veludviklet mindreværd, når det gælder kunst og kultur, men et overudviklet selvværd, når det kommer til sport.«

Cykling har altid været Erik Clausens sport. Her er han i 2003 til 'Ritter Classic' i Tåstrup sammen med Jens Veggerby og Lars Bom. Foto Maria Hedegaard.
Cykling har altid været Erik Clausens sport. Her er han i 2003 til 'Ritter Classic' i Tåstrup sammen med Jens Veggerby og Lars Bom. Foto Maria Hedegaard. Foto: Maria Hedegaard
Vis mere

For Erik Clausen har sporten altid været cykling. Han har cyklet, siden han var dreng og havde talent.

På væggen midt mellem filmpriserne hænger en 50 år gammel italiensk racer. I gangen står en racercykel, han har fået af Ole Ritter, og en banecykel. Nu overvejer han at sælge dem.

Balancen er blevet for dårlig, men det betyder ikke, at han har opgivet livet.

Erik Clausen er netop fyldt 80 år. Det blev fejret med fest og over 100 inviterede gæster.

Endelig var der noget at fejre. For han er tilbage. Rigere på erfaringer, som han gerne vil dele. To ting ligger ham på sinde. Han leder efter de rigtige ord:

»Det er med sygdom som med kløe i hovedbunden. Man tænker på det hele tiden,« siger han.

Men overgiver man sig til tankerne, er det begyndelsen til enden.

»Begynder man først at tænke: 'Jeg dør snart', er der ikke langt igen.«

Derfor har han øvet sig i at lade sygdomstankerne ligge:

»Jeg trænede mig op til ikke at tænke på sygdommen hele tiden. Først tænkte jeg ikke på den en time, så en halv dag og så en hel dag, fordi nogen kom og besøgte mig.«

Erik Clausen øver sig i ikke at give Parkinson-diagnosen for meget opmærksomhed. Foto Bax Lindhardt.
Erik Clausen øver sig i ikke at give Parkinson-diagnosen for meget opmærksomhed. Foto Bax Lindhardt. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Dét bringer ham til hans anden vigtige pointe:

»Jeg opdagede, hvor betydningsfuldt det var at få besøg – hver dag. Der behøvede ikke at være dybsindige samtaler eller store gaver, bare de var til stede. Kom der ikke nogen, følte jeg mig ensom.«

Da han lå til genoptræning på plejehjemmet, opdagede han, at 'halvdelen, specielt af mændene' ikke fik besøg – overhovedet.

»Det sled på dem. De så fortabte ud. De så uafhentede ud,« siger han med sin karakteristiske diktering.

For ham at se er ensomhed blevet en livsstil. Det skræmmer ham.

»Vi frisætter os selv fra gamle tiders fattigdom og overbeboede lejligheder. Men prisen – for den rummelige villa, sommerhuset i Frankrig og børnene, der er på efterskole – er ensomhed.«

Erik Clausen er uddannet bygningsmaler, men maler i dag mest på lærred. Foto Bax Lindhardt.
Erik Clausen er uddannet bygningsmaler, men maler i dag mest på lærred. Foto Bax Lindhardt. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Ensomhed er en snigende forringelse af dit liv. Du bliver tilskuer i stedet for deltager, og pludselig står der hen over dit blege ansigt: 'Jeg har nok i mig selv'. Men det er der ingen, der har,« siger han.

Selv bliver han ved med at arbejde. Han drømmer om endnu en film, han tænker og taler og maler – det hele. I hans atelier står billeder af ensomhed, af en mand, der forsøger at holde balancen, og af cykler.

Han henter sin slidte harmonika og synger sine egne sange: 'Mormors kolonihavehus' og 'Vi er dem, de andre ikke må lege med', men åbner ikke døren for hverken ensomheden eller sygdommen.

»Jeg træner og holder ham hr. Parkinson på afstand og beskæftiger mig så lidt som muligt med hans ånde i nakken,« siger han og tilføjer:

»Jeg er ikke bange for at spille klog, hvad fanden skulle jeg ellers spille, når harmonikaen lyder forfærdeligt.«