Mascha Vang har til fulde udnyttet de ekstra kilo, hun tog på i forbindelse med sin medvirken i TV3-programmet ’Min fede træner’.

Den kendte blogger tog 10 kilo på under programmet, og det var synligt for de fleste. I december – længe inden programmet fik premiere – troede en ekspedient således, at hun var gravid, og det kom hende til gode.

»Jeg fik nemlig en ekstra god rabat, fordi jeg da ikke skulle rende rundt efter tilbud i min tilstand, hvortil hun tydeligt hentydede til maven. Indeni var jeg ved at dø af grin, men udenpå holdt jeg facaden, for jeg skulle sgu ikke gå glip af rabatten jo. Så fik maven lige et ekstra strut, og et lille kæl med på vejen herfra,« skriver den 37–årige på sin blog.

Det er langt fra første gang, Mascha Vang har snydt sig gravid i forbindelse med sin vægtøgning. Også i lufthavnen har personalet troet, at den kendte blogger var gravid.

»Lidt som da jeg stod i en lang kø i en lufthavn og havde meget travlt, så fik den lige med “I really need to go to the bathroom” med en hånd på den udspilede mavse. Det var jo ikke løgn, jeg sagde ikke noget der ikke passede, man kan altid tisse en lille tår, og jeg må jo placere min hånd på min egen krop, lige hvor jeg vil. I den situation er hvedebrød din bedste ven!«.

Min fede træner har været udsat for en masse kritik, siden programmet gik i luften på TV3 i april. Kritikerne mener, at programmet udstiller personer, der er overvægtig. Eksperimentet går ud på, at fire kendte danskere skal hjælpe fire overvægtige danskere med at tabe sig. For bedre at kunne forstå livet som fed, har de kendte, heriblandt Masha Vang og Frederik Fetterlein, skullet tage på i vægt.

Mascha Vang danner privat par med det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov.