Lyt til artiklen

Evigt glade Bubber drog ud i sit livs kamp, da hans kone smækkede et ultimatum lige op i hans åbne ansigt. Han får stadig hjælp af en lille hvid sten.

Bubber nægtede at tabe sit livs vigtigste kamp, som han stadig udkæmper. Derfor makkede han modvilligt ret og gik til psykolog. Ellers ville hans kone, Christina Ibsen Meyer have forladt ham. Dét og meget mere fortæller Bubber om i sin biografi, ’bare Bubber’.

Nogle mennesker bliver bare ved med at ligne en konfirmand, uanset hvor mange år der går.

En af dem er Bubber, tv-værten, der også bærer navnet Niels Christian Meyer. Eller det tror man, når man ’kun’ ser Bubber i fjernsynet med den pjuskede frisure, der stritter over det evigt glade ansigt og det drengede kropssprog.

Men når man sidder ansigt til ansigt med ham, er det tydeligt, at årene har sneget sig hen over det ellers så glatte ansigt. Et net af fine rynker har lagt sig omkring de glade, blå øjne, der stadig kigger nysgerrigt ud på verden. Rynkerne er Bubbers ydre bevis på, at han – trods sit drengede smil – har levet halvdelen af sit liv. Og at 2011 har været det mest udfordrende år nogensinde for den kendte tv-vært.

Det er i år, 46-årige Bubber kæmper sit livs kamp. Denne gang er kampen ikke blevet udkæmpet for åbent kamera, som nådesløst dokumenterer, at nu bliver Bubber ked af det. Igen. Bubbers vigtigste kamp er foregået inde i ham selv.

Forladt i en uge

Kampen begynder i januar. Han er midt i arbejdet med sin biografi ’bare bubber’, der udkommer på tirsdag, da bomben falder. Ibsen, som Bubbers viv gennem 20 år altid kaldes, meddeler sin måbende mand, at hun forlader ham i en uge for at tænke over, om hun stadig vil være gift med ham. Ibsen er simpelthen så træt af, at hele verden konstant skal dreje sig om Bubber. Hun fortæller ham også, at hvis han skal gøre sig håb om at fortsætte sit liv med Ibsen, skal der andre boller på den fælles suppe.

- Ibsen gav mig et ultimatum. Hun bankede i bordet. Det er jeg lykkelig for, hun gjorde. For havde hun ikke gjort det, var det endt med, at vi var vokset fra hinanden, eller hvad fanden folk kalder det, fortæller Bubber frimodigt.

Men da det sker, bliver tæppet hevet væk under Bubber og hans fasttømrede liv, hvor han går på arbejde, mens hustruen tager sig af børn, hus og have. Sådan har parret indrettet sig, siden deres første barn blev født. Det er en ordning, der fungerer helt optimalt. Hvis man altså spørger Bubber. Ydermere sætter Ibsen trumf på og forlanger, at Bubber skal gå til psykolog! Et grænseoverskridende krav til en mand, der ikke tror, det hjælper en bønne at gå til psykolog. Men Bubber fornemmer, at hvis han skal vinde sin hustru tilbage, er der ingen kære mor.

- Enten gjorde jeg det, eller også så skred hun. Det syntes jeg var mærkeligt. For hvorfor skulle jeg ikke snakke med hende om de ting? En psykolog ved jo ikke, hvad Ibsen tænker. For helt ærligt, så var jeg ikke særligt indstillet på at gå til psykolog. Men det her var så vigtigt, at jeg blev nødt til at gøre det. Selv om det var halvhjertet første gang, fordi jeg gjorde det for Ibsens skyld.

Bubber vælger den psykolog, der står øverst på den seddel, hans kone overrækker ham. Det viser sig at være en meget eftertragtet psykolog, der afviser ham, fordi hun ikke tager flere klienter. Men Bubber kæmper, fordi han er klar over, hvordan det ser ud, hvis han først får en tid flere måneder senere. Alligevel er udgangspunktet ikke det optimale, da han senere samme dag træder ind ad døren hos psykologen.

- Jeg var meget skeptisk. Jeg skulle tage skoene af, sætte mig i en stol, lægge benene op på en pølle og fik en plaid pakket rundt om mig og havde en kop te ved siden af. Det var en mærkelig fornemmelse. Og så troede jeg jo, at jeg skulle tale om vores forhold. Men det ville psykologen overhovedet ikke snakke om. Kun om mig. Hvordan jeg føler, hvordan jeg tænker, husker Bubber sin første konsultation.

Det var også ved den, at han fik sin nye, tro følgesvend. En lille, fint afrundet, hvid sten, som han skødesløst tager op fra den pose, psykologen rækker ham. Stenen skal til evig tid minde Bubber om, at hans familie er lige så vigtig, som han selv er.

- Jeg er kommet frem til, at jeg har været for egoistisk. Jeg har fyldt for meget, og jeg har taget tingene for givet. Jeg tvinger mig selv til at lave mig om, men det er kun til det bedre. Og her er jeg lige så egoistisk, for det er jo også bedre for mig, hvis der er ro, kærlighed og passion, så fungerer jeg allerbedst, forklarer Bubber.

Selv om den hvide sten i lommen ikke vejer meget, minder den ham om, at der er kampe, som unødvendige skænderier, der bare ikke er værd at tage. Modsat den kamp, han stadig kæmper for at vinde helt og fuldt.

- Lige nu kæmper jeg mit livs kamp, for jeg er generelt et positivt menneske. Men det har godt nok været svært at se det positive. Jeg kunne mærke, det var første gang, jeg var så opmærksom på Ibsen, på hendes følelser, det hun siger og ikke siger. For jeg har haft tunnelsyn, fordi jeg altid har været meget fokuseret på mig selv. Men det bliver lettere og lettere, fordi jeg får alle de ting igen, jeg giver ud.

Det er også gået op for Bubber, at han i årenes løb er faldet ned i det klassiske hul, hvor han helt glemmer at give komplimenter, kys og en buket blomster, bare fordi han har lyst.

- Det er mærkeligt , at man ikke af sig selv kan se det og har plejet kærligheden og passionen lidt mere. I stedet skulle Ibsen råbe det ind i ansigtet på mig, filosoferer Bubber.

Bubbers behov forrest

For der er ingen tvivl om, at i de 25 år, Bubber har lavet fjernsyn, har han sat sig selv og sine egne behov forrest. Da hans og Ibsens første barn, Sofia, kommer til verden for knap 21 år siden, er det kun med nød og næppe, Bubber når frem til fødslen. Han er på job i City 2 og skal i løbet af dagen lave tre show for flere hundrede forventningsfulde børn. Om aftenen skal han lave ’Bubbers Badekar’ live. Men det lykkes. Bubber når frem en time før, Sofia bliver født. Ligesom han også når at være med ved de to efterfølgende børns fødsler. Til gengæld har han været fraværende i sine børns liv mange gange.

- Der har altid været nogle af børnenes ting, jeg ikke har set eller har hørt om, fortryder han i dag.

Men Bubber knokler videre uden at skele til andre end sig selv. 12 år efter Sofias fødsel glimrer hans egoisme for alvor. Da hans far dør. Det sidste, Bubber råber til sin parkinsonramte far, er et muntert: ’Fart på.’ Faderen er i gang med at stable brænde som en fødselsdagsgave til sin ældste søn. Dagen efter bliver Bubbers far indlagt på hospitalet i bevidstløs tilstand. Desværre for Bubber skal han samme aften til Nyborg for at modtage en pris af Kristelig Lytter- og Fjernseerforening for julekalenderen Jesus og Josephine. Selv om Bubber tænker, han burde være ved sin fars dødsleje, vælger han alligevel arbejdet først. Han tager af sted, holder facaden og takker pænt for prisen, inden han vender tilbage til faderens leje på hospitalet.

- Jamen, jeg ved ikke, hvad jeg tænkte på. Det er noget, jeg har det rigtig skidt med. Men det var ikke ondt ment. Og slet ikke det sidste jeg sagde til ham, siger Bubber og ryster opgivende på hovedet.

Det er svært

I dag ryster Bubber på hovedet over sin opførsel op til faderens død. Men da det sker, er det ikke noget, den kendte og prisbelønnede tv-mand dvæler længe ved. Det gør han i dag, efter tre måneders psykologhjælp og ikke mindst den evige hjælp fra den lille, hvide sten. Stenen er symbolet på, at han hele tiden skal huske at være oprigtigt betænksom og omsorgsfuld overfor sin familie. Men det er svært.

- Jeg kan godt lære at blive meget mere betænksom. Jeg er ved at bevæge mig derhen. For jeg vil gerne være en betænksom fyr, erkender han.

På spørgsmålet om, hvilken placering på en skala fra et til 10 han vil give sin betænksomhed, tænker han længe.

- Jeg er oppe på seks. Men jeg har været nede på fire. Og jeg vil godt op på ni. Men der er nogle ting, som er svære. Jeg er ikke parat til at slippe min karriere, som jeg er midt i. Men jeg vil heller ikke slippe hele det liv, jeg har, forklarer han først i et tøvende tonefald, der bliver fastere, da han fortsætter:

- Jeg har brugt for meget tid og kræfter på mit arbejde, og jeg har været for meget væk. I dag er det sådan, at hvis der ikke er nogen hjemme en søndag, aner jeg ikke, hvad jeg skal lave. Så har jeg støvsuget og vasket gulv. For jeg er, for min egen skyld, nødt til at være mere hensynsfuld og tage mig af det lort. For jeg gider ikke være ensom, når jeg dør, siger han og bryder ud i et af de velkendte Bubber-smil.

Alderens melankolske tanker

Selv om Bubber på afstand stadig kan gå for at være en konfirmand, har alderens dybere og mere melankolske tanker sneget sig ind i det ellers så lyse sind.

- Jeg er over halvvejs i mit liv. Der har været knald på – til tider har der været for meget knald på. Men jeg har ikke fortrudt på nogen som helst måde. Jeg har fortrudt, at jeg ikke har været mere opmærksom på hjemmefronten. Det er helt sikkert, siger han og lader blikket hvile på uendeligheden.