Den danske NHL-målmand Frederik Andersen kan meget vel være fortid i Anaheim Ducks, når hans kontrakt med klubben udløber til sommer.

Den 26-årige målmand har spillet tre sæsoner i NHL, og han har vist sit store værd med flere pragtkampe og gode statistikker på cv’et.

Frederik Andersens kontrakt med Anahein Ducks udløber til sommer, og han bliver restricted free agent. Det betyder, at Anaheim fortsat har rettighederne til den danske målmand, men det er ikke ensbetydende med, at han fortsætter i den californiske klub.

Anaheim står i et luksusproblem, idet man også råder over John Gibson, som betegnes som et af verdens største målmandstalenter. Den 22-årige keeper underskrev inden denne sæson en treårig kontrakt med ænderne, så klubben vil måske satse på ham i fremtiden.

Og her er det, at spekulationerne omkring et sommer-trade af Frederik Andersen kommer på tale. Det canadiske medie Sportsnet skriver, at især tre klubber skal være varme på danskeren. Calgary Flames, Toronto Maple Leafs samt Carolina Hurricanes, der alle angiveligt er på udkig efter en ny førstemålmand, skal have interesse for målmanden.

Frederik Andersen har ikke fokus på sin fremtid lige nu, idet han gerne vil nå så langt som muligt med Anaheim i denne sæson.

»Uanset hvad, så ønsker jeg at vinde mesterskabet her, så det er det vigtigste mål,« siger Frederik Andersen til Sportsnet.

Cheftræner for Anaheim Ducks, Bruce Boudreau, roser sin danske målmand over for Sportsnet.

»Hvis man ser på hans tal, så startede han sæsonen med 0-6-1 (sejre, nederlag, uafgjorte, red.), og jeg tror, han er 20-9-6 lige nu. Han har været spektakulær. Han var nummer ét sidste år. På de fleste hold vil han være en solid nummer ét,« siger han.

Anaheim Ducks sikrede adgang til årets slutspil efter ét point torsdag ude mod Toronto Maple Leafs. Kampen var dog ikke den bedste reklame for Frederik Andersen, der blev passeret seks gange i 6-5-nederlaget efter overtid.

Frederik Andersen har været på isen i 40 kampe i denne sæson, og hans redningsprocent er på 92,0 procent.