NHL-spilleren Nikolaj Ehlers debuterede med mål for det danske A-landshold i dag i testkampen mod Norge i Vojens.

For få dage siden fløj 20-årige Nikolaj Ehlers ind fra NHL-tilværelsen i canadiske Winnipeg, og alle havde set frem til at se den unge komet i aktion på seniorlandsholdet for første gang nogensinde.

Winnipeg Jets-spilleren har spillet en stor sæson for sin klub med 38 point i 72 kampe, og da han takkede ja til at deltage for Danmark ved VM, blev begejstringen stor.

I dag mødtes Danmark og Norge for anden gang på to døgn, og nordmændene vandt også returkampen – denne gang med 4-3 efter straffeslag. Nikolaj Ehlers debuterede med en scoring til 3-3, og han spillede generelt en fin kamp, selvom han brændte på straffeslag, lyder det fra TV 2 Sports ekspertkommentator Lasse Degn over for BT.

»Nikolaj Ehlers kom ind og gjorde det fornuftigt. Det var dejligt at se ham i aktion i kæden med de andre unge spillere. Der var masser af speed og frækhed, så det lover godt, synes jeg,« siger han.

20-årige Nikolaj Ehlers fra Winnipeg Jets debuterede for seniorlandsholdet med et mål i VM-testkampen mod Norge.
20-årige Nikolaj Ehlers fra Winnipeg Jets debuterede for seniorlandsholdet med et mål i VM-testkampen mod Norge. Foto: Jan Korsgaard
Vis mere

Danmark har i april spillet fire testkampe på hjemlig is, og alle fire er endt med nederlag. To mod Letland og to mod Norge.

»Det er selvfølgelig ikke optimalt. Janne Karlsson (landstræneren, red.) kan ikke være tilfreds, men jeg synes alligevel, det var nogenlunde i dag. Det blev afgjort i straffeslag, og det er, hvad det er. Kampen var godkendt, men de to kampe mod Letland tidligere var ikke ret gode. Der stod man også med et svagere hold mod Letland, der stort set havde alle spillere med,« forklarer Lasse Degn og fortsætter.

»Strukturen og forsvarsspillet er blevet bedre, og det samme er spillet uden puck. Der mangler dog stadig lidt, men nu kommer der dygtige og rutinerede folk til. Til VM skruer man lidt ned for risikoen, så jeg er rimelig tryg.«

Mads Christensen er netop blevet tysk mester med sin klub EHC München, og han støder – sammen med Oliver Lauridsen – til truppen i næste uge, ligesom NHL-spillerne Jannik Hansen og Lars Eller. Og fra de to finalehold, Herning og Esbjerg, kommer – efter alt at dømme – Daniel Nielsen, Simon Nielsen og Nicholas B. Jensen.

Danmarks målmandstrio vil derfor komme til at bestå af Sebastian Dahm, Patrick Galbraith og Simon Nielsen.

»Simon kommer til at pynte lidt på målmandssiden. Dahm havde en rigtig flot VM-turnering sidste år, og så har jeg set Galbraith i to testkampe, og det har ikke været specielt overbevisende,« siger Lasse Degn.

Danmark spiller de to sidste testkampe i næste uge i Slovakiet, inden holder drager til Rusland og VM-premieren mod netop Norge. Inden da gælder det om at få styr på det sidste.

»Kampene mod Slovakiet bliver den sidste finpudsning af kæder og systemer, og man får de ekstra spillere ind. Formationerne skal på plads, og holdet skal det sidste nøk op i tempo,« slutter Lasse Degn, der i øvrigt er begejstret for den blot 18-årige Mathias From, der mod Norge spillede i kæde med Nikolaj Ehlers.