Da Steffen, Børge og Finn tjekkede ind på Svanevig Hospice, var de fremmede for hinanden. Men de blev bundet sammen af en fælles skæbne. Alle tre vidste de, at de snart skulle tage endeligt afsked med kvinder, de hver især elskede.

Da Steffen, Børge og Finn tjekkede ind på Svanevig Hospice, var de fremmede for hinanden. Men de blev bundet sammen af en fælles skæbne. Alle tre vidste de, at de snart skulle tage endeligt afsked med kvinder, de hver især elskede

Dette er historien om Børge, Finn og Steffen og deres farvel til de kvinder, de elsker. På et hospice på Lolland mødes Finn, Børge og Steffen, fordi de har en fælles skæbne. Deres koner er dødsyge og skal snart sige farvel til livet. Læs her den gribende historie om tre mænd og deres ubærlige afsked.

Opret abonnement på BT PLUS og læs hele dette gribende indblik i, hvordan det er at sige farvel til den man elsker, og om hvordan Børge, Finn og Steffen blev bundet sammen af en fælles skæbne.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Da Steffen, Børge og Finn tjekkede ind på Svanevig Hospice, var de fremmede for hinanden. Men de blev bundet sammen af en fælles skæbne. Alle tre vidste de, at de snart skulle tage endeligt afsked med kvinder, de hver især elskede

På vej hen over parkeringspladsen fornemmer Finn med det samme, at noget er sket. Noget har ændret sig, siden han forlod stedet i går. Foran hovedindgangen ser han Steffen stå og forsøge at få gang i en cigaret, mens hans to døtre bærer poser ud. Det første sug er langt. Længere og dybere, end det plejer at være.

Det er først, da Finn kommer tættere på, at Steffen rigtigt ser ham.
”Hvordan har du det,” spørger Finn, selvom han inderst inde allerede ved, hvad der er sket.
”Jeg har det faktisk godt,” svarer Steffen og fortsætter:
”For nu har hun det rigtig godt.”
Finn nikker, mens Steffens øjne bliver blanke.
”Jeg plejer ikke at være en, der græder. Jeg har været portør, jeg har set det hele. Så jeg er ikke et tudefjæs,” siger Steffen.
”Det har ikke noget at gøre med ikke at være et tudefjæs. Det er jo ikke en patient, du har kørt rundt på hospitalet,” siger Finn.
Steffen løfter cigaretten op. Suget er kortere.
”Hvordan går det med din søster,” spørger han efter lidt tid.
”Hun har desværre ikke fået fred endnu,” svarer Finn, før han forsvinder ind ad bygningens glasdøre, ind til en hverdag i venteposition, hvor det gælder om at få den sidste tid til at give mening, før det uundgåelige sker, og man skal sige farvel. For sidste gang.

De to mænd kendte ikke hinanden, før de mødtes på gangene på Svanevig Hospice i april. De var fremmede for hinanden, men det var deres skæbne ikke. Begge stod de over for at skulle tage afsked med en kvinde, der havde betydet meget i deres liv. En kone og en søster.
Skæbnen bandt dem sammen i en større forståelse af, hvad der skulle til at ske, og gav dem samtidig en større forståelse af dem selv.

STEFFEN


”Godmorgen. Hvordan har du det i dag, musse?”
Steffen stryger forsigtigt sin hånd hen over Junes kind og giver hende et kys på panden.
”Nu skal du se, hvad jeg har til dig her. Jeg håber, det er ok med pålægschokolade i stedet for Nutella?”
Siden June Forup blev indlagt på Svanevig Hospice i Bandholm på Lolland onsdag den 23. april, har 67-årige Steffen Forup gentaget den samme rutine hver dag. Hver morgen står han op klokken otte, kører sin seng ud fra Junes værelse, går i bad og barberer sig. Tager sin nystrøgede skjorte på, stikker fødderne i hjemmeskoene og ruller gardinerne ind til det lyse værelse fra, så udsigten ned til Smålandshavet bliver lukket ind.
Mens June stadig sover, går Steffen klokken ni ned til køkken-alrummet for at hente morgenmad til både sig selv og June. Selvom hun sjældent kan spise mere end et par stykker frugt, henter han altid en tallerken med lidt forskelligt til hende. I tilfælde af, at hun i dag kan spise noget af det.
”Jeg har taget noget ananas og melon med. Og så én med rejeost og én med pålægschokolade,” fortæller Steffen, mens han hjælper June lidt op at sidde i sin seng inde i lejlighed tolv, så hun bedre kan drikke fra det glas, hvor noget af hendes smertestillende medicin er rørt op med Nikoline-sodavand.

June, Steffens kone
June, Steffens kone
Vis mere


Han lægger forsigtigt sin hånd hen over hendes lyse, sparsomme hår og fanger hendes blik. Tidligere var håret kraftigt og kastanjebrunt, og øjnene var ofte indrammet med en rosa eller grøn øjenskygge. Men smilet, hun sender ham, da de får øjenkontakt, er det samme.
For to år siden begyndte 68-årige June at klage over smerter i maven. Det føltes som dengang, hun havde menstruation, hun følte sig oppustet. Men hver gang smerterne kom, gik de også væk igen. Og June og Steffen slog det hen. Indtil det en dag et halvt år senere blev for slemt. Om aftenen kunne hun ikke holde sig vågen og faldt i søvn hen over aftensmaden, og hun kunne ikke holde ud at have tøj på. En blodprøve viste, at hun havde kræft i æggestokkene.
Den 3. december 2012 lå hun på operationsbordet på Rigshospitalet og fik tømt 5,5 liter væske fra bughulen. Fyldt med kræftceller. Men operationen kom for sent. June reagerede langsommere og langsommere. Tog længere tid om at svare, selv på simple spørgsmål. En efterfølgende scanning viste, at kræften havde spredt sig til tarmen, og at hun havde fået metastaser i hjernen. Den June, som Steffen kendte, begyndte langsomt at forsvinde foran ham.
Han kan godt savne den gamle June. Det er ren egoisme. Og han kan blive irriteret og tale lidt hårdere til hende, fordi hun ikke reagerer, som hun plejer. Som når hun tager længere tid om at svare, eller ikke kan holde ordentligt på skeen. Bagefter kalder han sig selv for ’idiot’ og håber, at hun ikke har registreret det.
De værste udtryk, Steffen kender, er, når nogen siger, ‘hvad skal vi lave for at få dagen til at gå?’ eller ‘slå tiden ihjel’. Når nogen siger det, plejer han gerne at rette dem. Og fortælle dem, at dagen fandeme ikke er lang nok. At mange gerne ville købe 24 timer mere, hvis man kunne betale sig fra det.

June og Steffen på deres værelse på Svanevig Hospice sammen med deres to døtre. Ann-­Yzette (til venstre) kører dagligt turen fra Rødby til Bandholm, mens Karina (til højre) bor på et af Svanevig Hospices to gæsteværelser.
June og Steffen på deres værelse på Svanevig Hospice sammen med deres to døtre. Ann-­Yzette (til venstre) kører dagligt turen fra Rødby til Bandholm, mens Karina (til højre) bor på et af Svanevig Hospices to gæsteværelser.
Vis mere


I december 1969 flyttede Steffen sammen med June, efter en ven havde introduceret hende til ham til en påskemiddag. June havde en fireårig datter, Ann-Yzette, fra et tidligere forhold, og i 1973 fik Steffen og June en datter sammen, Karina. For syv år siden flyttede de til Bogø. Steffen tjente godt gennem sit arbejdsliv som indkøbschef. Og han og June brugte også godt fremfor at spare. Det er de i dag glade for, at de gjorde. Den 6. april i år kunne de fejre 40 år som mand og kone.

June og Steffens bryllupsdag
June og Steffens bryllupsdag
Vis mere

Steffen har levet det meste af sit liv efter mottoet om at have en succes om dagen. Men det er blevet sværere nu. Selvom June ikke har været indlagt længe, er hendes tilstand hurtigt blevet værre. Hun er mere diffus og har sværere ved at bevæge sig. Steffen ønsker derfor en succes, der giver June en opblomstring. Bare en dag eller to, så hun kan få lov at komme med hjem til Bogø en weekend. For sidst Steffen var hjemme, kunne han ikke lade være med at tænke, ’det er fem uger siden sidst, hvad nu hvis det var sidste gang, June har været her?’.
I hverdagen prøver Steffen ikke at forholde sig til tanken om, at June en dag ikke længere er der. Sidste år i september kunne han stå og kigge ud over marken og skoven derhjemme, mens han drak sin morgenkaffe, fik sig en smøg og tænke tanken, ’hvad nu hvis hun ikke er her mere?’. Tanken skræmte ham. At hun aldrig ville komme hjem. Han kastede den fra sig, kunne ikke bære den. Han flygtede fra tanken om at være helt alene og ikke have hende. Og han flygter stadig fra den, vil ikke vende tilbage til den.
Det er ikke fordi, han ikke forstår, hvilken vej det går med June. Men han kan ikke forholde sig til tanken efter det forløb, de har været igennem. Fra at bryde sammen, da de fik beskeden om kræft i æggestokkene, til at komme igennem alle de behandlinger, der har fulgt sidenhen. For Steffen har forløbet været som at slå sig selv over fingrene med en hammer.
Det gør ondt de første tre gange, man slår sig. Men jo mere man slår, jo mindre mærker man. Når man skal igennem så langt et forløb, så gør det mindre og mindre ondt. Man vænner sig til det. Tilvænner sig smerten. Det er ikke fordi, man bliver følelsesløs af slagene. For smerten er der endnu. Den ligger måske bare og lurer på en anden måde og vil komme til udtryk i en form for reaktion senere hen, som han ikke kan kontrollere.
Steffen skodder sin smøg i askebægeret på bordet ved terrassen tæt ved Junes lejlighed, hvor han mandag har siddet og nydt morgensolen. På vej ind til hende, triller en anden patient forbi med sin rollator. Han sender et nik i retning af Steffen, der returnerer med et ’hej’. Udover June bor der 13 andre patienter på Svanevig Hospice. Men det er ikke fordi, Steffen har meget kontakt til dem eller til deres pårørende. Han bryder sig ikke om at tale om sygdom. Især ikke med andre. Og han ser gerne folk an, før han taler med dem.
Indtil videre har han boet på hospicet i fire dage, siden June blev indlagt. De to døtre besøger deres mor hver dag. Den ældste bor i Rødby og kører frem og tilbage til Bandholm hver dag, mens den yngste ofte overnatter på hospicets gæsteværelse. Dem taler han med. Og han har sin computer med, så han kan betale lidt regninger. Ellers går han på jagt i de friske aviser eller ser lidt tv inde i lejligheden. Desuden er der altid vennerne hjemme på Bogø, han kan snakke med.



To dage senere skal Steffen til møde med en af sygeplejerskerne for at høre mere om, hvad han kan forvente i forbindelse med Junes tilstand det næste stykke tid.
For tingene går hurtigt. Nogle gange så hurtigt, at man ikke kan følge med. Heller ikke selvom man sidder på sidelinjen og ser det ske.
På vej til mødet træder han ud under solen i gårdhaven for at tænde en cigaret. Flere andre omkring ham, også blandt patienter, har fundet lighterne frem.
”Hvor ser du fin ud med din hætte,” griner en af de frivillige til en patient, Else, der sidder ved et bord i gården.
”Det er kemo-kysen,” siger Else med et tørt smil og slipper hækletøjet med den ene arm for at rette lidt på den grønne hætte, der dækker hendes sparsomme hår og sårbare hovedbund.
”Det er da en genial idé med sådan en hue,” siger Steffen og skodder sin smøg i askebægeret ved bordet, hvor Else sidder.
Else nikker. Og spørger Steffen, hvordan det går, om han har mødt hendes mand Børge, og hvor den næste ferie skal gå til.
”Hvordan går det med din kone,” spørger hun til sidst.

BØRGE


Da Else og hendes mand Børge ankom til Svanevig Hospice den 16. april, knap to uger før mødet med Steffen i gårdhaven, gik Børge ud i køkken-alrummet for at hente sig en tår kaffe, ikke længe efter, de havde sat taskerne. En anden mand med briller og overskæg fandt ham stående foran kaffemaskinen, mens han åbnede og lukkede nogle af skabslågerne.
”Gad vide, om jeg kan finde ud af det her,” sagde Børge halvt henvendt til sig selv og halvt henvendt til manden ved siden af.
”Nu skal jeg vise dig, hvor du kan finde kopperne,” sagde manden til Børge.
Dagen efter støder Børge og Else igen på manden med overskægget. Han hedder Finn, og han spørger, hvor i landet ægteparret kommer fra. De tre finder ud af, at Børge og Else, der bor på en hjørnegrund på Snaphanevej i Lundby, er genbo til Finns svoger på den tilstødende Abelsvej i det sydvestsjællandske villakvarter.

Når Børge er hjemme for at ordne have i Lundby, kan han godt mærke på telefonsamtalerne med Else, at hun hellere vil have, han er hos hende. - Men det derhjemme skal ikke gå i forfald, fordi vi er hernede, siger han.
Når Børge er hjemme for at ordne have i Lundby, kan han godt mærke på telefonsamtalerne med Else, at hun hellere vil have, han er hos hende. - Men det derhjemme skal ikke gå i forfald, fordi vi er hernede, siger han.
Vis mere

63-årige Børge Jensen, der oftest tæmmer sine halvlange og kridhvide lokker med en souvenirkasket fra Sydafrika, er dog oprindeligt fra Karup i Jylland. Han var ansat i TDC i lidt over 37 år, før han selv valgte at gå ved en fyringsrunde i 2009. Siden da er der blevet mere tid til at køre børnebørnene i skole, være frivillig i Medborgerhuset og spille petanque med naboerne.
Men da Else i august 2013 finder en knude i brystet og senere bliver erklæret alvorligt syg af kræft, er det som om, benene bliver fejet væk under Børge. Det kommer uventet, og han bygger et skjold op omkring sig for at undgå, at lægens ord trænger rigtigt ind.
Efter Else er kommet på hospice, er Børge blevet bedre til affinde sig med sygdommen og konsekvenserne. Han ved, at Else kan dø på hospice, men han håber, at der går en rum tid, og at Else kan nå at komme en tur hjem igen. Else er i hvert fald begyndt at spise igen, og hun er mere frisk.
Før han kom på hospicet med Else, var Børge lidt skeptisk overfor, hvad han gik ind til. Han bildte sig ind, at han ikke kunne holde ud at færdes blandt dødssyge mennesker med tårerne trillende ned af kinderne. Men da han første gang trillede Else i kørestolen ind på hospice, var det som at træde ind i en anden verden. Et sted, han ikke troede eksisterede, med fremragende mad, ingen sure miner, altid en frisk bemærkning fra personalet, men med helt klare regler for, at man ikke bare banker på hos hinanden.
Han begyndte at hilse på patienter, frivillige og andre pårørende på gangene. Nu er han på fornavn med nogle af dem og sender dem gerne sit hurtige smil, når han forsigtigt balancerer med kaffekopper ned mod Elses lejlighed. Han taler lidt om løst og fast med Finn, når han tilfældigt møder ham. Og han har også hilst på Steffen, som Else talte med ude i gårdhaven om, hvordan det er at være pårørende til en alvorligt syg.
Børge har det ikke godt med at snakke om Elses eller andres sygdom med de øvrige patienter og pårørende. Nogle patienter åbner alligevel op og taler om deres beslutning om at sige nej til mere behandling. Og når de fortæller lidt om dem selv, er det lettere for Børge at gøre det samme.
Til daglig hjælper Børge gerne de frivillige med at stille af vejen efter aftensmaden og tager hynderne til havemøblerne ud om morgenen og ind igen om aftenen. Men ventetiden er på ingen måde nem, og Børge vil ikke græde foran Else. Hun må ikke se, når han ikke har det godt. Så når han engang imellem kører hjem til Lundby for at slå græs, kan han være sig selv, alene med sine tanker.
Hjemme på Snaphanevej kan han koble lidt af fra det hele, mens han ordner have og vasketøj. Nogenlunde i hvert fald. For så snart han drejer bilen i garagen, ved han, at naboerne står på spring.

Børge og Else i deres hjem i Lundby
Børge og Else i deres hjem i Lundby
Vis mere


Sådan er det også onsdag, hvor han har planlagt en tur hjem. Da han drejer på motorvejen i Sakskøbing spekulerer han på, hvad der mon trænger mest til at blive ordnet derhjemme. Han falder til ro i motorvejens summen. Da Børge kommer hjem, sætter han kaffe over med det samme, venter, hælder det på termokanden og slår sig ned ved køkkenbordet for at samle tankerne.
En nabo banker på. Han kommer, fordi han har set, at Børges bil er hjemme. Han havde tænkt på at ringe for at høre, hvordan det går Else, men nu, hvor Børge er hjemme kunne han da lige høre ham ad. Og det irriterer Børge. Han forstår ikke, hvorfor naboerne ikke bare kan ringe til Else. Han har sagt til dem, at ‘hun jo som sådan er levende nok, selvom hun er på hospice’. De har hendes nummer og ved, at hun er udstyret med mobiltelefon. Men de færreste naboer tør ringe til hende. Få har set hende, efter hun kom på hospice.
Der komme flere naboer i løbet af dagen. Og hver gang bliver Børge mindet om Else nede på Lolland. Det kunne være rart bare at fortælle det til én af dem. De snakker alligevel alle med hinanden.
Det er ikke fordi, at naboerne ikke må få noget at vide. Børge og Else har altid været meget åbne om sygdommen, og Børge har forklaret naboerne, at Else blot skal til behandling, når de forskrækket har set ambulancen trille ind på den lille vej.
Sådan kan det ikke fortsætte.

Else
Else
Vis mere
Else, Børges kone
Else, Børges kone
Vis mere

FINN


Hvis Finn Dal skulle sidde og holde sin søster i hånden til hun døde på hospice, ville han blive mærkelig. Han vil ikke bare være en genstand, der venter. Så kan han ligeså godt finde nogle mennesker og snakke med dem. Det er en arbejdsskade, efter flere tusinde samtaler med familier, der har begravet deres kære på Herlufsholm Kirkegård ved Næstved, hvor 51-årige Finn har været kirkegårdsleder i 28 år.
Finns søster kom på hospice med livmoderhalskræft og tarmkræft efter to forgæves forsøg på alternative behandlinger i vinter. Hospice livede hende op i en uges tid, men i løbet af de sidste par dage har Finn, hans kone og moderen ikke haft kontakt til hende. Så Finn er tit ude. Både i opholdsstuen og i de naturlige omgivelser mellem hospice og vigen med alle svanerne. Han har taget sin sorte labrador med, som han smører leverpostejsmadder til og døser sammen med i eftermiddagssolen.

Finn Dal
Finn Dal
Vis mere


Der er gået et par dage, siden Finn sidst har set Børge, som han har snakket lidt med, siden de mødtes ved kaffemaskinen. Derfor er det tydeligt, at noget har ændret sig, da Finn får øje på ham igen torsdag eftermiddag. Børge er blevet klippet.
”Det ser da næsten ud som om, du er blevet ti år yngre,” smågriner Finn.
Børge fortæller, at han har været hjemme i Lundby og ordne have.
”Hvordan går det med din søster?” spørger han bagefter.
”Hun skal nok snart herfra,” siger Finn.
”Hun skal måske snart hjem?”
”Ja, det er hjem til Vorherre, hvis man tror på den slags,” siger Finn.
Børge bliver stille.
”Jamen Børge, det er godt for hende og for os,” fortsætter Finn forsigtigt.
Finn er glad for at kunne snakke om sådan nogle ting, når han er ked af det. Og han er glad for at kunne være noget for andre i samme situation som ham selv. Da Finn senere på ugen er på torvet i Næstved for at hente friske blomster, som hans søster skal have med i kisten, køber han også en buket til Else.


Finns søster
Finns søster
Vis mere

Torsdag aften sidder Finn med Lolland-Falsters Folketidende i den ene af de to sofaer i opholdsstuen. Han læser, og der er stille. Kun køleskabet i køkkenet summer, og der anes en utydelig latter fra den nærmeste lejlighed, hvor en patient har besøg. I den anden ende af stuen sidder tre sygeplejersker rundt om en computer og sludrer.
En mand kommer gående og sætter sig i den anden sofa med sin krydsogtværs. Han udser sig Politiken i bunken af aviser på sofabordet. Finn lagde godt mærke til ham tidligere på dagen ved buffeten i køkkenet. Med nystrøget skjorte og hjemmesko.
Finn tænder fjernsynet.
”Gør det noget, at jeg ser fodbold, eller er der noget, du hellere vil se?” spørger han.
”Absolut ikke, hvem spiller?” spørger den anden.
Finn forklarer, at der er returkamp i Europa League-semifinalen mellem Benfica og Juventus. De diskuterer forskellen på engelsk, tysk og spansk fodbold, mens Finn ser fodbold og den anden skæver op fra sin avis. I pausen af fodboldkampen fortæller de i nyhederne om den nyeste udvikling i Se og Hør-sagen.
Finn kan mærke på manden, som han senere finder ud af hedder Steffen, at han ikke er så meget for at fortælle om, hvorfor han er på hospice. Så de snakker om noget andet. For nu.

Udsigt fra Svanevig Hospice
Udsigt fra Svanevig Hospice
Vis mere

STEFFEN


Steffen og June har en aftale om, at de ikke snakker om sygdom i de få timer, hun er vågen. Der er andet, de hellere vil bruge tiden på. Især når de vågne timer bliver færre. Men han kan sagtens spørge, hvordan hun har det, når hun slår øjnene op om morgenen. Om hun har det bedre eller skidt.
June ligger og vipper med fødderne under dynen.
”Jeg har hentet en kop varm chokolade til dig,” siger Steffen og kører hendes seng lidt op med en lav brummen, så hun sidder mere oprejst.
June rækker forsigtigt en hånd frem og fører den op til munden. Uden kop.
”Du har ikke fat i koppen endnu, skat,” siger Steffen og løfter den tættere hen til hende.
Hendes hånd famler lidt, lukker sig sammen få centimeter fra hanken.
”Måske skal jeg holde den for dig,” siger Steffen med et smil og løfter koppen op til Junes læber.
Efter et par slurke, tager han den lidt væk igen.
”Kommer drengene forbi i dag?” spørger June.
”Det ved jeg ikke. Måske tager Ann-Yzette dem med, det kan jeg lige spørge hende om senere. Hvorfor?”
”Jeg kan mærke, jeg er ved at give slip.”
”Hvad er det, du siger?”
”Jeg kan mærke det. Det er som om, der er noget, der giver sig. Der opløser sig. Jeg er ved at give slip.”
Steffens arme synker ned. Han siger ikke noget. June kigger på ham, derefter ud i luften. Stilheden bliver brudt, da en sygeplejersker kommer ind for at se til June. Steffen går ud på terrassen og tænder en smøg.



Det var først efter, at June kom på Svanevig Hospice, at det gik op for Steffen, hvad der var ved at ske. Tidligere har han ikke tænkt over det. Men han har tænkt over, at han ikke tidligere har tænkt på det, selvom han har været inde at kigge på statistikker for sygdommen, læst om den, sat sig ind i, hvad han skal kigge efter for at se, hvordan sygdommen udvikler sig. Set på hendes øjne og kigget efter, om hun reagerer anderledes i dag end i går. Tanken har bare været for svær at forholde sig til.
Samtidig har han fundet ud af, at der er nogle ord, han ikke længere kan sige til June. Dem prøver han at undgå. Også at høre fra andre. Ordet ’elskede’ tør han næsten ikke engang sige. Han kan mærke det. På en eller anden måde, gør det ondt. Og så alligevel ikke rigtigt. Så vil han hellere sige ‘jeg elsker dig’. Men det er både han og June stoppet med at sige, siden deres ene barnebarn sagde, ‘jeg elsker dig, mormor, herfra og til stjernerne og tilbage igen’. Nu nøjes de begge med at sige ‘til stjernerne’. Så ved de, hvad hinanden mener.
Ude i gårdhaven ser Steffen sin ældste datter Ann-Yzette sidde sammen med Else, som han tidligere talte med om, hvordan det går med June. For tiden er Else i gang med at strikke ’tisseposer’, som hun kan putte katetre ned i. De er ikke så ’appetitlige’ at se på.
Hun retter sig lidt op i sin rullestol og rækker hånden frem for at snurre den lyserøde garnnøgle på bordet lidt mere ud. En svag, luftig lyd sniger sig frem fra hende. Hun tøver et kort sekund.
”Det er altså ikke fordi, jeg prutter,” siger Else med et smil:
”Det er bare min stomi, der larmer lidt.”

Børge Jensen og hans kone, der har kræft fotograferet i deres hjem i Lundby. 
Børge Jensen og hans kone, der har kræft fotograferet i deres hjem i Lundby. 
Vis mere

BØRGE


Fredag formiddag sidder Børge i tv-krogen med sin avis og venter på, at Else kommer tilbage fra sygehuset i Næstved, hvor hun er til behandling. Steffen kommer gående, tager en avis og sætter sig ved siden af Børge i sofaen. I stilhed til at begynde med. Indtil Steffen spørger, hvordan det går, og Børge fortæller om Elses sygehusbesøg, og at han på vejen tilbage på hospice kørte forbi Lundby for at tømme postkassen.
”… for at kigge efter om der nu skulle være nogle rudekuverter?” griner Steffen.
”Nej, men man ved jo aldrig. Hun skulle have været ved en reumatolog i næste uge i Slagelse, men de havde lukket på grund af 1. maj. Og så kom der brev dernede fra dem om, at de blev nødt til at lave datoen om til ugen efter i stedet for. Så der kommer breve ind imellem. Det gør der,” svarer Børge.
”Jeg har sådan en foldemappe. I den har jeg simpelthen alt, hvad vi har fået. Jeg lægger det sommetider i datoorden. Det er meget rart at have. Og på et eller andet tidspunkt, når June er faldet væk, ryger det da højst sandsynligt ud, men det er ikke noget af det første, jeg smider ud i hvert fald. Jeg ved heller ikke, hvordan man reagerer. Det er derfor, jeg tager det sådan rimelig afslappet. Man er jo lidt tyndhudet, men den dag, hun ikke er der mere, må man jo se, hvordan man reagerer. For der kommer en reaktion.”
”Jamen, det gør der,” svarer Børge.
”Om det kommer samme dag eller efter en måned eller to eller tre, det er ikke til at sige.”
”Ja. I begyndelsen, da vi fik at vide, at Else var syg med alle de der informationer om, hvad det var, så væltede hele verden jo…”
”Ja, ja, men …,” begynder Steffen.
”Men undervejs finder man ud af, at det er man sgu nødt til at acceptere.”
”Nar-nej. Man kan jo sige, at man kommer over det første alvorlige stadie, hvor man simpelthen… Hele verden er brudt sammen, ikke? Men så kommer der også en dagligdag, hvor tingene skal fungere. For én ting er at få en diagnose, men man er jo ikke dødssyg lige fra dag ét. Der sker en udvikling hen ad vejen. Desværre ikke altid op, og i det her tilfælde er det så gået meget ned på det seneste.”
”Ja,” siger Børge og rømmer sig.
”Så man må jo se, hvordan reaktionen bliver.”
”Jamen jeg kan da også mærke, at jeg på de ture, hvor jeg kører hjem og opholder mig lidt der, der kan man komme til at mærke, at der mangler noget. Det gør der. Men jeg undgår helst at bryde sammen, når Else er i nærheden. Der er et eller andet, der siger mig, at hun ikke skal spekulere på, hvor hårdt det vil være.”
”Men hvis jeg nu skal vende det om her i sorgens stund for at gøre det lidt dramatisk, så er det jo en fantastisk årstid, som påvirker mig i en positiv retning. Hvor er det godt, at det ikke sluttede for et halvt år siden,” siger Steffen.
”Ja, for søren.”
”Nu er der endnu mere varme på vej, vejret bliver lysere og der er mere blå himmel at vågne op til. Det, synes jeg, påvirker mig. Jeg har det lidt ligesom blomsterne. De skal have lidt væde og lidt lys. Jeg skal have lidt god mad og også lidt lys. Det bliver varmere, og der kommer en anden lyd. Planterne kommer op og alle de der…”
”Fuglekvidder. De fløjter og driller og går helt amok,” griner Børge.
”Ja, simpelthen. Det er altså vidunderligt. Det hjælper mig,” siger Steffen og foreslår, at de rykker samtalen udenfor i gårdhaven.
Der fortæller Børge om de nærgående naboer hjemme på Snaphanevej i Lundby.
”Hvordan bliver du modtaget derhjemme?” spørger Børge.
”Jeg holder dem alle sammen orienteret om June på mail. Det fungerer rigtig godt,” siger Steffen.
Det er ikke så tosset, mener Børge. For så er der flere, der kan få besked på samme tid, så alle ikke skal spørge til Else. Nu skal han bare have spurgt naboerne om deres mailadresser.

Steffen Forup og Børge Jensen i samtale om sygdom, sorg, nysgerrige naboer og fuglekvidder.
Steffen Forup og Børge Jensen i samtale om sygdom, sorg, nysgerrige naboer og fuglekvidder.
Vis mere

STEFFEN


Steffen bevæger sig mere ud fra lejligheden, end da de ankom til hospicet for lidt over en uge siden. June sover mere nu. Er mere fjern. Sproget og motorikken driller. Men han kan stadig lige fange hendes øjne, når han læner sig lidt ned foran hende. Så smiler hun. Og er til stede.
I takt med, at han er kommet mere ud fra lejligheden, taler han nu mere med de andre pårørende, end med vennerne og de bekendte fra Bogø. For selvom vennerne ved, at det er slemt, kan de ikke helt sætte sig ind i situationen. De står lidt udenfor.
Derfor har det været en befrielse at møde nogle af de andre pårørende. Som Børge. Som Finn. Og patienter som Else.
Han bryder sig ikke rigtigt om at tale om sygdom. Men fordi Else begyndte at tale om det, da han mødte hende i gårdhaven, begyndte han selv på det. Det er først senere, han fandt ud af, at han havde behov for at tale om det. For det lettede.
Tidligere vendte han ofte blikket væk, når han mødte en syg. Blev forkrampet og drejede hovedet bort for at undgå at blive konfronteret med det ubehagelige. Det var for svært at forholde sig til. Det er det ikke mere. Nu smiler han og kigger de mennesker, han møder, i øjnene.
Han stryger en finger hen over Junes kind, mens hendes dyne langsomt hæver og sænker sig. Ved hendes fodende på tv-bordet står et billede af Steffen. Så er han altid med hende.

Steffen og June sølvbryllup
Steffen og June sølvbryllup
Vis mere


Om fredagen, lidt over en uge efter, at June blev indlagt, har Steffen fundet hospicets refleksionsrum, hvor patienter og pårørende kan høre afslappende musik og være alene med deres tanker. På vejen derhen møder han en af sygeplejerskerne. Hun er på vej hjem for at holde weekend og møder først ind ugen efter.
”Så det er ikke sikkert, vi får set mere til hinanden,” siger hun.
Inde i refleksionsrummet stopper Steffen op med hænderne i lommen. Pludselig er afskeden rykket tættere på, end han havde regnet med. Og alt, han kan gøre er at se til. Og vente.

Dagen efter ser Steffen, at June har fået nogle violette pletter på sine ben. Langsomt spreder de sig til hendes arme. Natten til søndag vågner han klokken fem. Junes gisp har vækket ham. Hun hiver efter vejret. Raller. Som om, hun har vand i lungerne.
Steffen når at tænke, at det kan være lungebetændelse fra træk fra vinduet, før han tilkalder døtrene. Sammen sidder de omkring Junes seng, mens solen står op. Aer hende og holder hende i hånden. Fortæller hende, at hun skal give slip og få fred.
Efter fire timer falder der langsomt ro over Junes krop og vejrtrækning. Steffen fortæller hende, at han elsker hende. ’Kom godt af sted’, gentager han og de to døtre igen og igen. Pigerne græder. En time senere bliver Junes vejrtrækning langsommere. Dybere. Hun trækker vejret en gang. To gange. Den tredje gang giver hun slip. ’Kom godt af sted,’ siger de tre igen.
Klokken 10.08 dør June. Steffen venter i lejligheden i fem minutter med døtrene for at være sikker, før han finder en sygeplejerske og siger, at han tror, June har sluppet taget.
Sygeplejersken og Ann-Yzette gør June i stand. Da Steffen går ind i lejligheden tre kvarter senere, ligger June helt fredeligt i sin yndlingskjole. Stearinlysene er tændt, og sygeplejersken har plukket et par hortensia og syrener udenfor, som nu ligger på Junes bryst. På natbordet ligger hendes briller ved siden af billedet af Steffen. Steffen synes, hun ser fantastisk ud. Der er et lille smil på de endnu rosa læber.
Men han stivner og træder et skridt tilbage, da han kommer om på den anden side af sengen og ser hende i profil. Det er den June, han kendte og som nu ikke er her mere. Tanken rammer ham med 600 kilometer i timen. Og for første gang på hospice kan han ikke holde tårerne tilbage.

Da Steffen forlader lejligheden, ringer han til bedemanden. Han får ordnet papirarbejdet, gør rent på gæsteværelset og skriver i hospicets gæstebogen. Da han får kuglepennen i hånden, ser han June for sig. Han skriver: ‘Til sygeplejersker, læge og frivillige på Svanevig. Det danske sprog har ikke ord for vores taknemmelighed og glæde for jeres helt fantastiske pleje og omsorg for vores elskede June, men et dybfølt tak, der kommer fra hjertet. I har været helt enestående. De kærligste hilsner Steffen, Ann-Yzette og Karina’.
Inden middagsmaden går Steffen ud for at ryge en smøg, mens pigerne bærer Junes ejendele ud i bilen. Imens svinger en anden bil ind på parkeringspladsen. Finn træder ud.

FINN


Samme aften sidder Finn i et næsten affolket køkken-alrum og smører leverpostejsmadder til sin hund. Pludselig stikker hans kone hovedet ind gennem døren og bryder stilheden.
”Så er det nu,” siger hun.
Tyve minutter senere træder Finn ud af søsterens lejlighed. Han er lettet, for nu har hun fået fred. I samme sekund slår det ham, at der står en halvfærdig leverpostejmad til hans hund ude i køkkenet. Han må hellere få smurt den færdig, inden der bliver ryddet af.
Men Finn når kun lige at træde ud af lejligheden med sin kone og mor, da han tilfældigvis støder ind i Steffen, Karina og Ann-Yzette, der er på vej til bedemanden. De stopper op.
”Hvad er der sket,” spørger Steffen.
”Hun er lige død,” siger Finns kone. Finn, moderen og konen har alle tårer i øjnene.
Uden at sige mere omfavner Steffen og døtrene Finn og hans familie. Finn har den samme fornemmelse i kroppen, som da han kondolerede overfor Steffen nogle timer tidligere på parkeringspladsen. Det er mærkeligt, men dengang havde Finn håbet, at det var hans søster og ikke Steffens kone, der var død. Men det er nok kun folk på hospice, der kan forstå sådan noget.
Mens Finn står i køkkenet og smører sine madder færdige, ruller Steffen og døtrene Junes kiste gennem hospicegangene til den ventende rustvogn. Steffen har en datter under hver arm, da han puster stearinlyset på den lille kommode ved indgangspartiet ud. De tre går langsomt efter kisten ud i den lune aften. Sammen bliver de stående og kigger efter bilen, indtil den drejer om hjørnet for enden af vejen, og de ikke kan se den mere.

BØRGE


Aftensolen kaster også sine sidste stråler ind på Børge og Else i lejlighed nummer fire, da det banker på døren. Finn og hans kone kommer for at sige farvel. Konen fortæller, at de er enormt lettede efter halvandet års lang og svær sygdom. Det er godt, at søsteren endelig har fået fred.
Næste eftermiddag, da Finn og hans kone sender søsteren endegyldigt fra Svanevig Hospice, finder de Else og Børge og minder dem om, at de har familie på Abelsvej.
”Er det okay, at vi kommer og banker på, hvis vi kan se, at bilen er hjemme?” spørger Finn.
”I skal være hjerteligt velkomne til en tår kaffe,” siger Børge til dem, og minder Finn om, at de to også skal mødes til en kold pilsner på terrassen.