Den hollandske stjerne Estavana Polman er færdig i Team Esbjerg til sommer.

Det oplyser klubben, der har meddelt landsholdsspilleren, at hun ikke er en del af planerne for næste sæson.

»Beslutningen om, at Estavana Polman ikke indgår i vore planer for næste sæson, er truffet efter nøje overvejelse og i tæt samråd med den sportslige sektor,« siger bestyrelsesformand i Team Esbjerg, Bjarne Pedersen.

29-årige Estavana Polman har de sidste sæsoner været uheldig med skader. Hun rev korsbåndet over i højre knæ, og i maj 2021 kom hun til skade igen. Noget, der betød, hun sad ude i endnu længere tid.

På det seneste har Polman trukket overskrifter flere gange. Her har hun nemlig flere gange ytret sin utilfredshed over den manglende spilletid samt langet ud efter ledelsen i klubben.

Der er nu flere muligheder for landsholdsstjernen, der kan blive lejet ud til en anden dansk klub eller kontrakten, der ellers først udløber til juni 2023, kan blive revet over.

»Det er vigtigt for klubben, at Estavana Polman kommer godt videre med sin karriere, og det ønsker vi videst muligt at medvirke til. Vi ynder at henvise til kollektivets triumf, når vi opnår store, nationale og internationale resultater, men vi har som klub nået et niveau, hvor vi også er afhængige af individuelle præstationer i topklasse,« siger Bjarne Pedersen og fortsætter:

»'Essie' har mere end nogen anden bidraget til, at Team Esbjerg nu tilhører toppen af europæisk klubhåndbold. Samarbejdet har på alle måder været en succeshistorie for begge parter.«

Det var tilbage i 2013, Estavana Polman skiftede til Team Esbjerg. Hun har spillet 240 kampe og lavet 1.270 mål for den jyske klub, hvilket betyder, hun har skrevet sig ind i historien som den mest scorende spiller i klubben nogensinde.