Rasmus Lauge var nærmest i chok over, hvad han og de andre danske landsholdsstjerner netop havde præsteret.
I VM-semifinalen i 2019 udraderede Danmark sin franske modstander i Hamborg - i en kamp, som blev døbt 'den perfekte danske angrebskamp'.
Den overgik Danmark i sommer, da Tyskland i OL-finalen blev molestreret med 38-25 af danskerne. I en præstation, som man ikke troede kunne gøres bedre.
Men angrebsspillet i tirsdag aftens 40-30-sejr over Tyskland i Boxen var så guddommeligt, at rutinerede Rasmus Lauge efter kampen kaldte det for for den bedste angrebspræstation nogensinde.
»Ja, det tror jeg. Helt ærligt - jeg tror, at det er det bedste, jeg har været med til.«
»Der var ikke rigtig nogen af os, der forestillede os, at vi kunne overgå det angrebsspil, vi spillede i OL-finalen for et halvt år siden. Men jeg synes, at første halvleg i dag alligevel overgår det,« lød det fra Rasmus Lauge, der dog ikke mente, at det danske forsvarsspil levede op til det, der foregik i den modsatte ende.
»Selve kampen som helhed er OL stadig den bedste kamp, vi har spillet qua, at vi lukkede bedre af i forsvaret. I dag får vi ikke hjulpet Kevin (Møller, red.) og Emil (Nielsen, red.) nok.«
»Men angrebsmæssigt - det er det flotteste, jeg har været med til,« konstaterede Rasmus Lauge.