Niklas Landin er imponeret over det, Aalborg Håndbold har opnået. Han glæder sig til at spille for klubben.
Aalborg Håndbold smed endnu en stor bombe i dansk håndbold, da klubben mandag offentliggjorde Niklas Landin som kommende forstærkning.
Målmanden skifter i sommeren 2023 til den nordjyske klub, og det er der både familiære og sportslige årsager til, forklarer han på klubbens hjemmeside.
- Jeg har haft nogle fantastiske år i Tyskland, men der har gennem den seneste tid været nogle familiære udfordringer, som vi løser bedst ved at vende hjem til Danmark.
- Samtidig har jeg også fortsat store sportslige ambitioner, og her var Aalborg Håndbold det perfekte match, siger han.
Landin havde egentlig kontrakt med Kiel frem til 2025, men en klausul gjorde det muligt at smutte før tid af familiære grunde, forklarer han over for TV 2 Sport.
- De (Kiel, red.) var godt klar over, at der var en klausul i min kontrakt om familiære årsager. Så på den måde har de jo godt vidst det.
- De var først og fremmest ikke glade for at høre det, men de var også meget forstående, fordi familien er en vigtig del for mig, men også håndboldspillerne generelt.
- Hvis familien ikke fungerer, fungerer man heller ikke som håndboldspiller, siger han.
Aalborg Håndbold har vundet det danske mesterskab tre år i træk og kæmper for tiden for at tage fire på stribe.
I slutningen af marts vandt nordjyderne pokalturneringen med en finalesejr over GOG, som også kan blive den største kandidat til DM-titlen.
Aalborg opnåede sit hidtil største resultat i europæisk håndbold, da klubben i den forgangne sæson spillede sig hele vejen til finalen i Champions League.
Her var FC Barcelona dog for stor en mundfuld.
- Jeg har selvfølgelig fulgt de flotte præstationer, klubben har præsteret, og har også flere gange været på besøg og oplevet den fantastiske stemning i Sparekassen Danmark Arena.
- Det har imponeret mig, og jeg glæder mig virkelig til at blive en del af projektet, siger han til Aalborgs hjemmeside.
Landin har haft stor succes i de tyske klubber THW Kiel og Rhein-Neckar Löwen. På landsholdet har han i mange år været et sikkert valg og spillet i alt 242 kampe.
Ud over Landin er Mikkel Hansen på vej til klubben. Han skifter allerede til sommer.
/ritzau/