Zach Johnson har for første gang vundet British Open - også kaldet The Open - efter omspil med Marc Leishman og Louis Oosthuizen.

Det var noget af en overraskelse, da amatøren Paul Dunne efter tre runder lå øverst i British Open og var ved at tage fusen på alle de professionelle golfspillere.

Men ireren kunne ikke leve op til de foregående dages gode spil. Sidste runde gik han i seks slag over par, og det sendte ham ned på en delt 30. plads.

I stedet skulle British Open afgøres mellem amerikaneren Zach Johnson, sydafrikanske Louis Oosthuizen og australieren Marc Leishman, som alle var et slag bedre end Spieth.

De tre golfspillere skulle ud i fire runders omspil, inden den nye Major-vinder kunne findes. Her stod det hurtigt klart, at det blev en duel mellem Johnson og Oosthuizen, da Leishman startede dårligt ud.

På det andet omspilshul lavede Zach Johnson endnu en birdie, mens Louis Oosthuizen fik par. Johnson førte dermed med et enkelt slag inden de to sidste huller.

Ligesom Oosthuizen fik Johnson bogey og par på de sidste to huller, og dermed kunne amerikaneren juble over sin første sejr i British Open. Og sin anden Major-sejr efter at have vundet The Masters i 2007. Ud over det har han 11 sejre på PGA Touren.

Zach Johnson overtager British Open-titlen fra verdensranglistens nummer ét, Rory McIlroy. Nordireren deltog ikke i den engelske Major, fordi han kom til skade under en fodboldkamp kort tid før turneringen.

Forud for dette års British Open var der ellers store forventninger til 21-årige Jordan Speith. Efter at have løftet trofæet i The Masters og US Open tidligere på året kunne han vinde sin tredje Major-turnering i træk.

Det ville have givet ham mulighed for at vinde en Grand Slam, som er en sejr i alle fire Major-turneringer samme år. Noget som ingen har præsteret før. Desuden kunne have med en sejr blive ny etter på verdensranglisten.

Men den unge amerikaners drøm om en Grand Slam og verdens nummer et blev knust, da han måtte nøjes med en delt fjerdeplads efter samlet at have gået 14 slag under par.

Han skal dog ikke vente lang tid, før han får muligheden for at vinde en Major-turnering igen. Årets sidste Major, PGA Championship, bliver spillet fra 10. til 16. august.