Moderæset mellem elever kan fjernes, hvis vi bare indfører skoleuniformer

Min syvårige datter brokkede sig forleden over, at hendes veninder altid går i pænere tøj, end hun gør. Jeg forklarede, at da jeg var på hendes alder, fik jeg min storebrors aflagte tøj, som fru Jensen fra systuen på Amagerbrogade havde lappet sammen, så det kunne klare en sæson mere. Argumentet fik hende til at vende det hvide ud af øjnene, og jeg vidste, at diskussionen var tabt. Hun drog mod skolen klædt som en klon af Anne Marie Helger og Dame Edna på vej til fest. Efter en del uoverensstemmelser med mine børn om deres påklædning begyndte min tidligere skepsis mod skoleuniformer at vende sig til nysgerrighed. Måske var det alligevel noget? Jeg kontaktede engelske bekendte og erfarede, at de stort set alle sammen fandt skoleuniformer ganske praktiske. Man slipper for moderæset mellem eleverne, fordi alle matcher hinanden, hvad påklædning angår, akkurat som spillere på et fodboldhold. Skal du stikke ud fra mængden, handler det ikke om penge, men om at have fantasi til at vende kraven anderledes eller binde slipseknuden originalt.

De børn, der af økonomiske årsager før blev sendt i skole i brødres eller søstres aflagte og umoderne tøj, ville ikke blive set skævt til, hvis alle gik i samme tøj, og ja, ønsker nogle forældre at iklæde deres børn dyre modemærker, kan de gøre det efter skoletid eller i weekenden. Som det er nu, går der let modeshow i den, når ungerne skal afleveres, og ærligt talt tror jeg, det ret ofte handler om andet end børnene: »Min mand arbejder for Mærsk Mc-Kinney, og han købte Burberry-jakken på en forretningsrejse til Dubai«.

Så kan vi andre stå dér og tænke: »Det bliver hverken du eller din curling-unge pænere af, gør I?« – mens ens egen yngel fiser rundt i H&M, og man svarer: »Spændende, rigtignok superspændende«.

De fleste af de englændere, jeg talte med, nævnte, at deres børn har et meget tæt tilhørsforhold til deres skole. Våbenskjoldet, monogrammet eller bogstaverne på brystet giver dem en stolthed ved skolen. Det samme siger sportspsykologer i øvrigt: Sportsfolk skal gå i ens tøj for at skabe sammenhold og holdånd. Bevares, en skoleuniform redder ikke Danmark, men måske det kan få os til at finde noget, der minder om en fællestråd. Enhver arbejdsgiver med respekt for sig selv ved i hvert fald, at de ansatte præsterer bedre, hvis de føler en vis stolthed og glæde ved at trække i arbejdstøjet. Måske også børn ender med at blive stolte over at trække i deres skoles farver og derved lære at fokusere på undervisningen i stedet for at spekulere på, hvordan de ser ud i forhold til deres skolekammerater.

Enkelte kritikere vil sandsynligvis hævde, at man ikke må undertrykke børns frie og kunstneriske behov for at udtrykke sig via påklædningen. Måske vil børnene ende med svære depressioner, komme til at lide af overvægt og få allergi senere i tilværelsen. Det kan gå helt galt! Jeg tvivler også på, at alle mine partikammerater vil gøre det, eller (hvis jeg skal være ærlig ) at vi nogensinde får skoleuniformer indført. Men fra min aktive cykelkarriere har jeg da lært, at andet end sejre kan tælle. Indimellem kan et elegant tråd eller et indianerudbrud inspirere andre til at søge nye veje og måske endda gå efter en stor triumf.

Livet er alligevel bare én stor parade af uniformer, hvad enten vi bryder os om det eller ej. Det kan de kære børn lige så godt lære i folkeskolen. Sådan er det tilværelsen igennem. Og for ret mange af os er det i øvrigt meget praktisk, at vi kan se, hvad folk laver, og hvor de kommer fra: Sportsfolk går i sportstøj, advokater i jakkesæt og svenskere i træsko; murere, sygeplejersker og mælkemænd går i hvidt, mens skorstensfejere, folk der sørger og goths går i sort, og rockere går sjældent i bad – og sådan kunne jeg blive ved.