Venskab blev søndag til fjendskab mellem Lewis Hamilton og Sebastian Vettel, da sidstenævnte bankede sin bil ind i siden på rivalens. Og selvom episoden ikke havde de store konsekvenser på banen, skal den ifølge Formel 1-eksperten Eddie Jordan tages alvorligt.

»Det svarer til at nikke en skalle i en fodboldkamp,« siger den tidligere Formel 1-holdejer og BBC-ekspert Eddie Jordan til BBC.

Som bekendt for de fleste giver det direkte rødt kort, hvis man nikker en skalle i en fodboldkamp. Men Ferraris Sebastian Vettel, der fører den samlede stilling, slap med en straf på ti sekunder og sluttede dermed på fjerdepladsen lige foran Lewis Hamilton, der samlet ligger toer.

»Det her er aldrig acceptabelt - ligemeget hvad der skete inden. Du må aldrig tage loven i egen hånd, slet ikke i sport,« siger Eddie Jordan.

Modsat den irske Formel 1-ekspert mener den tidligere, canadiske verdensmester Jacques Villeneuve ikke, at sammenstødet var noget særligt. I sin mesterskabssæson i 1997 var han selv involveret i en kollision med Michael Schumacher, som efterfølgende blev udelukket.

»Det var noget helt andet. De kørte 15 kilometer i timen - det er jo ligemeget,« siger Jacques Villeneuve til Motorsport.com.

»Selvfølgelig var det grimt, men i første omgang var det jo Lewis (Hamilton, red.), der 'brake-testede' ham. Jeg er selv kører, jeg har været der,« siger han.

Efter søndagens fejde på banen i Baku fortsatte især Lewis Hamilton kampen uden for banen.

»Hvis han vil vise, at han er en mand, synes jeg, at han burde gøre det uden for bilen - ansigt til ansigt,« sagde Lewis Hamilton lige efter løbet ifølge Sky Sports.

Senere skiftede Mercedes-køreren tilsyneladende mening, da han havde svært ved at forestille sig, at det ville være en god idé.

»Jeg har ikke lyst til at se ham. Det kunne udvikle sig uheldigt.«