Det har været en kilde til frustration, når 24-årige Christine fra Tørring gennem årene har måttet købe bind og tamponer i sit lokale supermarked.

Ikke fordi hun er irriteret over at have menstruation. Men fordi hun mener, at det grundlæggende er absurd, at hendes menstruation skal koste hende eller andre kvinder så meget som en krone.

»Det er træls, og det giver ingen mening, at kvinder skal betale det ekstra beløb. Menstruation er ikke et valg, man tager, så derfor kan jeg ikke se, hvorfor det skal være en økonomisk byrde,« siger Christine Vassaux Noe:

»Der er i forvejen stor forskel på, hvor meget mænd og kvinder tjener, og det bidrager til endnu større ulighed, at kvinder har den her ekstra udgift hver måned.«

Christine mener helt enkelt, at tamponer og bind bør være en udgift, det offentlige tager sig af.

»Man kunne gøre det obligatorisk for skoler og arbejdspladser at have bind og tamponer liggende,« foreslår hun:

»Det kunne være gratis at hente på offentlige toiletter. Det kan godt være, at det her ikke virker som nogen stor udgift, men det er det altså.«

Christine står ikke alene med sin holdning.

Christine Vassaux Noe mener, at staten bør betale udgiften til bind og tamponer.
Christine Vassaux Noe mener, at staten bør betale udgiften til bind og tamponer. Foto: Privatfoto
Vis mere

Dansk Kvindesamfund har svært ved at se, hvorfor bind og tamponer skal koste kvinder noget som helst.

De mener helt simpelt, at når kvinder får menstruation, fordi de skal kunne blive gravide og bidrage med børn til samfundet, så er det også samfundet, der skal betale:

’Vi mener, at alle udgifter, der er en del af reproduktiv sundhed, bør være gratis, eller som minimum sidestilles med andre støtte-berettigede sundhedsprodukter. Det gælder bind og tamponer, men også prævention,' skriver Ulla Müller, forkvinde for Dansk Kvindesamfund, i en mail.

Hun påpeger også, at der er et økonomisk aspekt at tage hensyn til.

’Det er urimeligt, at de her udgifter er en privat udgift. Kvinder tjener i gennemsnit 15 procent mindre end mænd i løbet af et liv – blandt andet på grund af tab af indtjening under barsel – så det forekommer urimeligt, at kvinderne alene skal bære udgiften’.

Umiddelbart bliver det dog op ad bakke for Christine og Dansk Kvindesamfund at få politisk opbakning til gratis bind og tamponer.

B.T. har været i kontakt med samtlige partier i Folketinget og bedt om deres holdning til forslaget. Kun Alternativet er positivt indstillet:

’Vi er bestemt ikke afvisende. Man kunne eksempelvis gøre det med en momsnedsættelse på nødvendige hygiejneprodukter, ved at bind og tamponer er gratis tilgængelige på offentlige toiletter eller at give tilskud til udsatte’, lyder det i en mail.

Foto: Sabina Louise Nesheim
Vis mere

Men ellers hober de blanke afvisninger sig op. SF, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, De Konservative og Nye Borgerlige afviser at indføre økonomisk støtte til kvinders indkøb af bind og tamponer.

Hverken Socialdemokratiet, Enhedslisten eller Venstre har svaret på spørgsmålet fra B.T.. Radikale Venstre skriver, at de 'ikke har nogen holdning' til spørgsmålet.

Politikernes manglende opbakning overrasker 24-årige Christine, som mener, at det er et spørgsmål om at prioritere ligestilling som emne højt på den politiske dagsorden:

»Jeg synes, det sender et ærgerligt signal - især fra de partier, man normalt forbinder med at støtte op om ligestilling. Selvom bind og tamponer måske ikke er topprioritet hos partierne, synes jeg, at ligestilling trods alt skal være det,« siger hun.