Der er lagt op til en valgkamp fyldt med dramaer, store sværdslag og ikke mindst uforudsigelighed.

»Det bliver et sindssygt spændende valg. Et valg med opbrud. De gamle partier står til tilbagegang. Nye partier ser ud til at storme ind. Det er ekstremt tæt blokkene imellem,« siger Joachim B. Olsen, B.T.s politiske kommentator.

Men hvad er vigtigst at holde øje med under de kommende fire ugers valgkamp? B.T. giver dig overblikket her.

1. Hvem vinder magten?

Først og fremmest bliver et af de store sværdslag, om rød eller blå blok løber med sejren.

I øjeblikket er der næsten dødt løb mellem de to blokke. I den seneste Gallup-måling står blå blok til at vinde valget med kun ét mandat.

Det gælder vel at mærke kun, hvis Lars Løkke Rasmussen vælger at lægge Moderaternes mandater i den blå lejr. Han har endnu ikke svaret på, om han vil pege på en rød eller blå statsminister.

Desuden er det velkendt, at regeringer henter vælgere tilbage under en valgkamp, påpeger Joachim B. Olsen.

»Mette Frederiksen kan sagtens nå at trække den her sejr hjem. Det er helt åbent,« siger han.

2. Hvem peger Løkke-pilen på?

Lars Løkke Rasmussen ser ud til at komme i Folketinget med sit nye parti, Moderaterne. Partiet svinger mellem to og fire procent i målingerne.

Moderaterne kan ende med at blive tungen på vægtskålen, der skal levere de afgørende mandater til enten en blå eller rød sejr.

Men hvornår får vi svar på, hvem han vil pege på?

»Det bliver spændende, om Løkke kan slippe af sted med ikke at svare på, om han vil pege på rød eller blå blok. Han vil komme under massivt pres i valgkampen,« siger Joachim B. Olsen.

»Hele hans fortælling er jo bygget op om en midterregering, hvor man ikke rigtig kan pege på nogen. Men mange vælgere identificerer sig som enten blå eller røde, så jeg tror, at de gerne vil have et svar,« lyder det videre fra Joachim B. Olsen.

3. Stormer Inger ind?

Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, har længe ligget stabilt på mellem ni og ti procent af stemmerne i meningsmålingerne.

»Forudsætningen for en blå valgsejr er, at hun kan fastholde det niveau. For en stor del af hendes stemmer kommer fra vælgere, hun har trukket hen over midten,« siger Joachim B. Olsen.

4. Dør DF?

Dansk Folkeparti ligger lige omkring spærregrænsen og risikerer at være fortid i Folketinget efter næste valg.

I den seneste Gallup-måling står partiet til kun 1,9 procent af stemmerne, hvilket er under spærregrænsen.

Hvis det ikke ændrer sig de kommende uger, er det slut.

»Dansk Folkeparti er ude i en overlevelseskamp. Det er et kæmpe drama,« siger Joachim B. Olsen.

5. Røde og blå magtkampe

Det er også værd at holde øje med magtkampe i blokkene de kommende uger.

Efter Radikale Venstre har tvunget Mette Frederiksen til at udskrive valg, er forholdet mellem de to partier »iskoldt«, siger Joachim B. Olsen.

»De forsøger så vidt muligt at lægge låg på det udadtil lige nu. Men hvis valgkampen udvikler sig, så der er massivt forspring til blå blok, kan der godt blive udtrykt nogle frustrationer i forhold til De Radikale,« siger han.

Tilsvarende kan der komme kampe i blå blok. Ikke mindst konkurrencen mellem Venstre og De Konservative om at blive den største statsministerkandidat.

»Hvis enten Pape eller Ellemann virkelig begynder at miste terræn, kan det udløse angreb,« siger Joachim B. Olsen.

Læs alt om folketingsvalget her.