Han drømmer om Chicago, men bor i Silkeborg.

MLS-klubben Chicago Fire har igen budt på Tobias Salquist, og efter nederlaget til Viborg stillede forsvarsspilleren sig frem på åben skærm og erklærede sin kærlighed til mandskabet på den anden side af Atlanten.

Du kan se interviewet fra Onside i toppen af artiklen.

Men det interview vækker på ingen måde begejstring i B.T.s podcast 'Transfervinduet – ugens rapport,' hvor panelet langer ud efter den 28-årige Silkeborg-spiller.

Tobias Salquist har været i Silkeborg siden januar 2021.
Tobias Salquist har været i Silkeborg siden januar 2021. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Der er tendens til tudefjæs,« lyder det fra B.T.s Jonas Ryefelt.

»Du har selv skrevet under på den kontrakt, makker. På det tidspunkt var der måske ikke de store udsigter, det har spillet godt for Silkeborg, han har gjort det rigtig godt. Og så står han og taler om, at han har udstået sin værnepligt. Den situation må man selv rode sig ud af, synes jeg.«

I klippet forklarer Tobias Salquist blandt andet, han har forklaret sin arbejdsgiver, at han ønsker at komme væk, og det snart skal til at være, hans alder taget i betragtning.

Men den køber Steffen Gronemann heller ikke.

»Jeg synes, det var lidt pinligt. Det virkede lidt iscenesat, at han nu vil ud og lægge pres på den sportslige ledelse i Silkeborg, fordi han gerne vil afsted nu og virkelig føler, at det skylder de ham,« siger han.

»Jeg synes, det var underligt, at han skulle stå og snakke så lang tid om det. Tag den internt og lad være med at tage den i Onside. Jeg synes, det var lidt uværdigt på en eller anden måde.«

Panelets Frederik Gernigon påpegede, hvordan der kan gå sport i, at spillere føler sig som ofre og føler sig 'fanget' i en kontrakt.

»Nu kommer jeg til at lyde lidt gammel og bitter, men jeg synes, at der er en tendens nu til dags til, at spillerne skaber en diskurs eller maler et billede om, at man nærmest er i fængsel, og man er bundet på hænder og fødder,« siger han.

»Hallo, du har en fed kontrakt, du spiller et fedt sted. Så må du også stå ved det og prøve at være glad for det.«

Tobias Salquist har været i Silkeborg af flere omgange, men kom senest til klubben for knap tre år siden. Han har papir på sit samarbejde med klubben frem til 31 december 2025.

Du kan lytte til hele udsendelsen herunder.

Andre læser også