Tobias Salquist har igen bud efter sig.
B.T. kan afsløre, at MLS-klubben Chicago Fire for anden gang har budt på den danske midterforsvarer.
Ifølge B.T.s oplysninger rettede den amerikanske klub allerede i sommer henvendelse til Silkeborg i håbet om at få etableret en positiv dialog om en overgang denne vinter, når den nye MLS-sæson skal skydes i gang, og i løbet af de seneste dage er buddet så landet i Superliga-klubben.
Og det er altså gammel kærlighed, der ikke vil ruste.
Således prøvede Chicago Fire også at købe den 190 centimeter høje Tobias Salquist fri for halvandet år siden, og dengang var spilleren meget tændt på idéen.
»Jeg har gjort det fuldstændig klart og tydeligt for Silkeborg, hvor jeg står i denne situation. Jeg kan sagtens se mig selv i en anden klub,« sagde Tobias Salquist til TV Midtvest.
Siden blev det amerikanske tilbud afvist.
Og sådan er der blevet lukket ned for endnu flere bud på den eftertragtede Tobias Salquist.
B.T. kunne i det forgangne transfervindue fortælle, at den tyrkiske klub Rizespor denne sommer også fik deres bud afvist af Silkeborg.
Tobias Salquist er 28 år og fylder 29 år til maj, og tiden er derfor ikke med ham i forhold til et nyt og måske sidste eventyr uden for landets grænser.
Men om Silkeborg er blødt mere op denne gang, det står foreløbig hen i det uvisse, for da B.T. spørger klubbens sportschef, Jesper Stüker, svarer han diplomatisk vedrørende Chicago Fires nye bud:
»Som børsnoteret selskab kan jeg ikke kommentere på sådanne forhold,« siger Jesper Stüker.
Tobias Salquist har spillet samtlige minutter i alle Silkeborgs kampe i denne sæson, hvor holdet ligger på en overraskende tredjeplads i Superligaen og har slået sig videre til kvartfinalerne i pokalturneringen.