Selvom Manchester United er 14 point efter Arsenal, 13 efter Manchester City og 12 efter Chelsea i Premier League, så tror manager David Moyes stadig på, at United kan vinde mesterskabet.

De engelske mestre tabte søndag med 3-1 til Chelsea, og efter kampen var London-klubbens træner José Mourinho klar til at afskrive Manchester United som et hold, der kan genvinde titlen.

- Der er en forskel på 14 point. Og 13. Og 12. Kan de indhente et af de hold? Ja det kan de godt. Men hvis de skal hente alle tre hold, skal de næsten alle sammen få et kollaps.

- Det bliver svært for dem at blive mestre, men jeg håber på, at de kan slå de andre hold og slutte i top-4, sagde Mourinho efter kampen søndag.

David Moyes, der har fået en skrækkelig start på livet som Manchester United-træner, er ikke klar til at kaste håndklædet i ringen endnu og opgive håbet om at vinde det engelske mesterskab.

- Vi er ikke klar til at give op, før det er fuldstændig umuligt. Målet er at forsøge at slutte som nummer ét, og det vil jeg prøve på, sagde David Moyes.

På trods af det klare nederlag til Chelsea, synes United-træneren, at hans mandskab spillede en fornuftig kamp.

- Før i dag (søndag.red.) havde vi tabt én ud af de sidste seks kampe i ligaen, og jeg synes ikke, at forskellen på de to hold var så stor, sagde Moyes, der nægtede at sige, at hans mandskab er i krise.

Manchester United ligger på en 7. plads i Premier League med seks point op til den vigtige Champions League-plads. De møder i næste runde Cardiff på hjemmebane.