Simon Kjær kan være på vej mod et opsigtsvækkende skifte. Søndag lander han ifølge BTs oplysninger i Istanbul, hvor han skal se på forholdene i storklubben Fenerbahce.

Simon Kjær landede i Istanbul kl. 16, og herefter gik turen til Fenerbahce, hvor han skal tilbringe de næste to dage. Parterne er dog endnu ikke så langt i processen, at et lægetjek eller en underskrivelse af en kontrakt er nært forestående. I første omgang handler det om, at den nuværende Lille-spiller skal se nærmere på forholdene i klubben.

Kort efter Simon Kjærs fly var landet, blev danskeren fanget i lufthavnen. Den situation har en tyrker delt på twitter.

BT erfarer, at prisen for Simon Kjær ligger på 10 mio. euro - 75 millioner danske kroner - , og at et skifte til Fenerbache kan gøre Kjær til den bedst lønnede danske spiller.

Efter EM-kvalifikationskampen mod Serbien lørdag aften afviste Kjær ellers over for Ekstra Bladet, at han var på vej til Tyrkiet.

»Skal jeg til Istanbul? Jeg tænker, at jeg nok vidste det, hvis jeg skulle rejse derned i morgen. Jeg skal faktisk til Ibiza med min familie de kommende dage, det er de eneste rejseplaner, som jeg umiddelbart har,« sagde Simon Kjær.

Ifølge BTs oplysninger skyldtes det dog, at Simon Kjær først meget sent lørdag blev informeret om rejsen.

Fenerbahce er langt fra den eneste klub, der har udvist interesse for den 26-årige dansker. Tyrkernes to rivaler Galatasay og Besiktas har også danskeren på blokken. Derudover har der ifølge BTs engelske pressekilder også været henvendelser fra Everton og Southampton. Dem har Simon Kjær dog ifølge BTs oplysninger afvist med henvisning til, at han kun vil forlade Lille til fordel for en klub, der spiller med i en af de store europæiske turneringer.

Simon Kjær har spillet i Lille siden 2013.