Michael Laudrup og hans Swansea-mandskab var tæt på at triumfere torsdag aften, da holdet spillede mod Kuban Krasnodar i Europa Leagues gruppespil. Da der var spillet 90 minutter af kampen, var Swansea foran 1-0 og var videre fra gruppespillet. Men med en scoring i det 92. minut udlignede russerne til resultatet 1-1.
Dermed er waliserne stadig ubesejrede i ELs gruppespil og har otte point for fire kampe, men må altså vente til næste runde for at kunne sikre sig videre avancement i Europa League. Noget af en dukkert for waliserne, der kontrollerede kampen og i perioder spillede pænt positionsspil.
Det russiske hold, der inden kampen kun havde formået at score ét mål og få ét point i EL, var på forhånd ikke levnet store chancer mod Laudrups Premier Leagues mandskab. På den anden side fik russerne deres ene point og den enkelte scoring mod netop Swansea i Wales. Og dengang udlignede russerne også i overtiden ligesom i torsdag aftens kamp.
Swansea var ankommet til Rusland uden store profiler som Pablo Hernandez, Garry Monk, Jonjo Shelvey og ikke mindst den skadede stjerneangriber Michu. Det forhindrede dog ikke Swansea i en forrygende start, hvor Bony allerede i det første minut headede fremragende på mål nede ved stolpen, hvor den russiske målmand dog var på plads.
Men russerne viste også initiativ i starten af kampen, og det var især Djibril Cissé, der voldte waliserne problemer. I det femte minut fik Cissé en friløber leveret af Popov, men franskmanden afsluttede så svagt, at målmand Vorm nemt kunne samle bolden op.
Swansea kom offensivt og fremadrettet med deres backer, og positionsspillet fungerede upåklageligt. Det var walisernes mål, der kom efter ni minutters spil, et godt eksempel på. Pasning fulgte pasning rundt om russerne, da Pozuelo pludeslig spillede Lamah i dybden, og derfra sendte han bolden skråt bagud, hvor Bony fik den i kassen.
Derefter var Swansea i fuld kontrol og havde bolden mest og brugte den faktisk også fint, men Dyer og Lamah misbrugte de chancer, der kunne have lukket kampen for alvor. I stedet havde Popov og især en svagt spillende Cissé chancer til at kunne udligne, men Swanseas held var, at russerne var yderst ineffektive foran mål.
Bedst som russerne intensiverede presset i anden halvleg, og det så ud, som om Swansea havde mistet pusten, fik russernes Xandao sit andet gule kort og måtte dermed forlade banen. Med én mand i overtal kunne Swansea overtage kontrollen igen og køres sejren ubesværet hjem.
Troede de. For da der var spillet 92 minutter, var waliserne mentalt allerede steget ind i flyet hjem mod Wales. Men russernes bedste mand, Popov, ville det anderledes, og han lagde en bold ind i feltet, hvor Baldé over for et passivt walisisk forsvar kunne vippe bolden over målmand Vorm og udligne til slutresultatet 1-1.