Champagnen var lagt på køl, pedellen havde gjort plads i pokalskabet.

Men Manchester City må minimum vente endnu en uge, før de kan fejre klubbens femte engelske mesterskab.

Lørdag aften var de suveræne, overlegne mod bysbørnene fra United. De gik til pause foran 2-0, snublende tæt på den sejr, de skulle bruge for at skrive sig ind i historiebøgerne som de tidligste Premier League-vindere nogensinde. Men alligevel endte de, som de forpinte.

Foto: BEN STANSALL
Vis mere

Gerningsmanden – eller lyseslukkeren om man vil – blev Uniteds ellers så udskældte Paul Pogba.

Franskmanden, der blev købt for så forfærdelig mange millioner i sidste sæson, har kæmpet hårdt for at vinde fodboldhjerter siden sit skifte fra Italien, men på Etihad Stadium vandt han på to gyldne minutter i hvert fald de røde i Manchester.

Først afsluttede han et mønsterangreb ved at prikke reduceringen i mål, og straks efter i næste angreb satte han så sine grønfarvede lokker på et gyldent indlæg og headede udligningen til 2-2 i mål.

 
Paul Pogba scorer to mål i starten af anden halvleg med bare to minutters mellemrum, og kampen er helt lige igen.
Vis mere

Udviklingen var lige så uforklarlig, som den var vild. På bænken kunne City-manager Pep Guardiola måbende se til. Hans mandskab havde i første halvleg flået United fra hinanden.

Vincent Kompany og Ilkay Gündogan havde noteret sig for et mål hver, men det kunne snildt have været blevet til mange flere. Posen havde været så godt som lukket. Nu var den igen pivåben.

 
Vincent Kompany vrister sig fri af Smalling og header bolden ind bag en chanceløs De Gea.
Vis mere

Spanieren havde drømt om pokalfest og cruise control, sparet spillere til Champions League. Nu måtte han i stedet reagere, men før han kunne nå at sætte den bænkede oplægskonge Kevin de Bruyne og topscorerne Sergio Agüero og Gabriel Jesus på banen, udfoldede mareridtet sig fuldt.

Med 20 minutter igen fuldendte midterorsvaren Chris Smalling Uniteds vilde comeback med en scoring efter et frispark.

 
Chris Smalling var fuldstændig fri efter indlægget af Sanchez, og så var det en smal sag for englænderen at bringe United foran!
Vis mere

Nu var City for alvor de jagtende. De følte sig snydt for et straffespark, da Agüero blev tacklet hårdt i feltet. De ærgrede sig, da Raheem Sterling ramte stolpen i overtiden. Og endte med at falde fortvivlede til jorden, da dommer Martin Atkinson fløjtede lokalopgøret af.

Manchester City har stadig alle muligheder for at vinde mesterskabet. Trods nederlaget til United, er de stadig 13 point foran. Men skuffelsen ramte dybt i de mave, der i forvejen rumlede efter midtugens overraskende nederlag til Liverpool i Champions League, for de kan se den perfekte sæson smuldre.

Foto: RUSSELL CHEYNE
Vis mere