Opdateret. AGF har i årevis kæmpet for et nyt stadion, og den aarhusianske drøm rykker nærmere og nærmere.
Byrådet i kommunen er tidligere meldt positivt stemt overfor planerne, men der er stadig uvished om, hvor stadionet præcis skal ligge, hvordan det skal se ud, og hvordan finansiering skal fordeles, hvis det bliver en realitet.
Men som du kan se i videoen øverst, har flere arkitekter givet deres bud på et nyt stadion.
»Vi kan leve med dem allesammen i forhold til det, der er i dag,« sagde AGF's direktør, Jacob Nielsen, til TV 3om tegningerne af et nyt stadion tilbage i december.
Ceres Park ligger i Marselisborg Skoven i Aarhus tæt på både væddeløbsbane, cykelbane og tennisanlæg.
Jacob Nielsen ser gerne, at de andre anlæg beholdes, og han har et forslag til, hvor det nye stadion så kunne ligge.
»Vi ser gerne, man kunne vende banen 90 grader,« siger han til TV3. Han kan ikke afsløre, hvor langt AGF og kommunen er i processen ud over det allerede kendte som tidligere beskrevet.
Problemet med Ceres Park er ifølge AGF, at der løber en løbebane rundt om banen. Det gør stadionet mindre intimt og giver en dårligere tilskueroplevelse.
Udover de tidligere arkitekttegninger er der for nylig fremsat et forslag under navnet Aarhus Folkepark fra samtlige idrætsaktører sammen med byggeeksperter, skriver Lokalavisen Aarhus.
Denne ide er der stor politisk opbakning til - ikke mindst fra Venstre, skriver avisen videre.
Der er dog et men:
»Idéen nord for travbanen med en idrætscampus er helt på linje med vores forhåbninger for området. Det er enormt spændende. Vores kæde hopper dog af, når vi snakker om bebyggelse af trekanten op mod højen som en medfinansieringskilde. Vi vil bevare den grønne kile. Hvis man partout vil finansiere det hele med det areal, så bliver det ikke med Venstre-stemmer,« siger byrådsmedlem for Venstre, Hans Skou til avisen.
AGF kæmper netop nu for at sikre sig en plads i top-6 i Superligaen.
Klubben er pisket til en sejr mod AaB søndag, hvis aarhusianernes ambitioner skal indfries.