Michael Laudrup og Swansea sendte i søndags Manchester United ud af FA Cuppen allerede i tredje runde med en 2-1 sejr på Old Trafford. United kan dog få revanche for nederlaget allerede på lørdag, når de to hold mødes i Premier League.  

På trods af den overraskende sejr i pokalturneringen er Laudrup dog hurtig til at sende favoritværdigheden og presset over på 'de røde djævle'.

- Efter Manchester United tabte til os og også led nederlag mod Sunderland i denne uge, så forventer jeg, at de vil komme stormende ud mod os. De skal vinde, de bliver nødt til at vinde, sagde Michael Laudrup på et pressmøde torsdag forud for weekendens kamp.

Med nederlaget mod Sunderland i Capital One Cup i tirsdags, har United tabt tre kampe i træk, men Laudrup forudser alligevel en svær kamp mod de forsvarende mestre.

- Jeg tror ikke, at United-spillerne kan lide alle de ting, der er blevet sagt og skrevet om negative rekorder og dårlige præstationer. De vil ud og bevise, at det ikke passer, og at de er bedre end det, sagde Laudrup.

Den danske manager tror dog stadig på sit mandskabs chance og udelukker ikke en ny triumf for Swansea på Old Trafford.

- Vi har bevist, at det er muligt, hvis man tror på det. Mange havde måske ikke troet, at vi ville vinde på Old Trafford, men det gjorde vi, fordi vi spillede godt og troede på det.

- Nogen vil måske sige, at vi var heldige og scorer til sidst, men i andre kampe har vi ikke haft heldet med os. Vi har vundet der før, og vi tror på det, men jeg tror også, det vil blive svære end i sidste uge, sagde Michael Laudrup.

Taber Manchester United lørdag, bliver det første gang siden november 1961, at storklubben taber fire kampe i træk.

United ligger på en øjeblikkelig syvendeplads i Premier League. Mestrene er 11 point bag førerholdet Arsenal.

Hos Swansea vil tre point også lune gevaldigt. Holdet er placeret på 13.-pladsen og har blot fire point ned til nedrykningsstregen.