Michael Laudrup går måske glip af kampen i Getafe, spansk strejke er kommet på tværs.

Den danske træner Michael Laudrup har stor succes i spidsen for Mallorca, men det er meget usikkert, om danskeren kommer til at stå i spidsen for sin tropper i søndagens opgør i Getafe, der tidligere har haft Laudrup som træner. 

Det er strejken i de spanske lufthavne og det faktum, at det spanske luftrum lørdag blev lukket, der gør livet surt for Michael Laudrup og mange andre. Laudrup er taget til Norge for at deltage i sin svigerfars begravelse, og nu tyder meget ifølge TV2 på, at danskeren ikke kan nå at komme tilbage til Spanien inden søndagens kamp.

Også Mallorcas spillere har problemer. De skulle være fløjet fra Mallorca lørdag kl. 16, men det fly er aflyst. Lykkes det Mallorca at nå frem forud for kampen, så går de på banen, uanset om Laudrup når frem. Assistenttræner Miguel Angel Nadal slår overfor avisen AS fast, at han er helt rolig.

- Jeg udfører det, som er planlagt af Laudrup uden at ændre på nogen planer, lyder det fra Nadal.