Når danske sportsstjerner har været på drukture i deres aktive karriere, har de danske medier været all over.

Det samme hænder i øjeblikket i England, hvor de britiske medier i flere dage har dækket en af deres helt store fodboldstjerners vilde druktur intenst.

En druktur, som både byder på hundredvis af dyre flasker champagne og et væld af letpåklædte damer.

Den kombination lyder for mange mænd som en drøm, men ikke desto mindre er det netop det, som Manchester City-spilleren Jack Grealish befinder sig i.

Sammen med de to andre Premier League-spillere Andy Robertson og Declan Rice er englænderen taget en smuttur til Las Vegas i USA, hvor der altså bliver festet for fulde gardiner, skriver de engelske medier som The Sun og Daily Mail.

Billeder, som de britiske fotografer har taget, viser flere opsigtsvækkende hændelser, som i den grad peger i retning af en fodboldstjerne, der ikke tøver med at smide rundt med pengene.

Eksempelvis melder medierne om, at Jack Grealish har brugt hele 92.993 euro, svarende til omtrent 700.000 kroner, på en såkaldt VIP-pakke, der indeholdt 116 flasker champagne, som han lige så stille kunne liste i et privatrum med.

Og det er altså et rum, hvor der angivelig har været godt gang i svingdøren, for Grealishs besøg er ikke gået snuden forbi hos flere amerikanske kvinder, fortæller en unavngivet kilde i Las Vegas til The Sun.

»Han er så stor en fangst, at en gruppe af attraktive unge kvinder i bikini hang ud i området i håbet om at møde deres idol. Kort efter var de på vej op mod suiterne,« siger vedkommende til mediet.

Herudover viser andre billeder Jack Grealish i poolen sammen med unge damer og andre venner, hvor fodboldspilleren gemmer sprut i sine badebukser.

Samtidig oplyser medierne, at han er blevet spottet med en 'ung, smuk brunette' på vej til stjernens luksuriøse suite, efter de sammen forlod en natklub i byen.

Denne kvinde skulle angiveligt ikke være Jack Grealish nyligst kendte kæreste, Sasha Attwood,  som han har dannet par med i årevis. De to poserede senest sammen, da kantspilleren vandt det engelske mesterskab i maj. Men det tyder altså på, at det har ændret sig i de seneste par måneder.

Jack Grealishs hold, Manchester City, skal på træningslejr i USA i slutningen af juli, hvor holdet spiller to kampe mod henholdsvis Club America og Bayern München. Altså kan det tænkes, at englænderen bliver hængende i USA i noget tid endnu.