Der har været helt stille omkring Simon Kjær efter hans exit fra AC Milan, men nu er der tilsynelandende dukket en mulighed op.
Testkampen mod Norge kort før EM i fodbold var sidste gang, den danske landsholdsanfører var i kamp, og i slutningen af juli udløb hans kontrakt med storklubben AC Milan.
Siden har der været helt stille omkring det 35-årige forsvarsikon, og gentagende opringninger fra Transfervinduet til baglandet har ikke kunnet kaste lys over situationen.
Pludselig dukkede Simon Kjærs navn dog op i den store spanske sportsavis AS, hvor han blev nævnt som en mulighed i den nordspanske klub Real Sociedad.
Her skulle han være med på en liste, der også tæller den tidligere Liverpool-spiller Joel Matip på 33 år og Mats Hummels på 35 år.
»Det er en lidt sjov ønskeliste med nogle gamle, garvede, erfarne gutter,« siger Jonas Ryefelt, der er vært på B.T.s podcast Transfervinduet.
»Jeg gad godt at se deres Football Manager-kriterier for det, de har søgt på, for at få den liste. Det er det grå guld, kan vi vist godt sige - det er fedt,« siger B.T.s fodboldreporter Jonas Dalgård med et grin og afslører, at det har været virkelig svært at lokke nyt ud af Kjær-lejren.
»Jeg har prøvet, siden jeg kom hjem fra ferie, at finde ud af, hvor fanden Simon Kjær er henne, og hvad han laver - og det er ikke lykkedes mig endnu. Der er total radiotavshed,« siger han.
Simon Kjær har også spillet i storklubber som Wolfsburg, Sevilla og Roma.