Eks-landsholdsspiller Thomas Gravesen bryder endnu en gang tavsheden. Denne gang i et interview med sin tidligere klub Hamburger SVs hjemmeside.

I mange år har der været meget stille omkring Thomas Gravesen, der nægtede at tale med journalister. Men på det sidste er den tidligere landsholdsspiller, der stoppede karrieren i 2009, kommet en smule ud af sit skjul.

For et par uger siden sagde Gravesen et par ord til Vejle Amts Folkeblad, og i sidste uge gav han interview med den tyske avis Hamburger Morgenpost.

Thomas Gravesen spillede i den tyske hansestad fra 1997 til 2000 - en tid, som han aldrig vil glemme, og HSV bringer mandag et interview med den skaldede dansker på sin hjemmeside.

- Jeg er meget taknemmelig for alt, jeg oplevede i den fase af mit liv. Jeg bliver glad, når jeg kigger tilbage på det, jeg opnåede. Det var stort at spille i de klubber, men min klub er og bliver HSV. Jeg bærer stadig klubben i mit hjerte. HSV har ikke grund til at stå tilbage for de andre klubber, jeg har spillet for. Det er en fantastisk klub. Også selv om det ikke går så godt lige nu, der kommer bedre tider for os, siger Thomas Gravesen.

Tilbage i august kunne BT fortælle, at Thomas Gravesen i dag er flyttet til USA og bor i Las Vegas sammen med sin tjekkiske modelkæreste. Det bekræfter danskeren også i interviewet.

- Vi besøger hvert år min familie til jul, og derefter besøger vi min kærestes familie i Tjekkiet. Min kæreste har en søn på 12 år. Det giver en masse arbejde, slutter Thomas Gravesen.