Brøndbys træner Alexander Zorniger drømmer søde drømme om den tyske midtbanespiller, Dominik Kaiser.

Tyskeren havde ham under sine vinger i RB Leipzig og har siden udtalt, at han ville afgive to spillere, hvis bare han kunne få Kaiser i sin Brøndby-trup. Hidtil har Kaiser afvist Zornigers tilnærmelser, men nu gengælder han trods alt lidt af trænerens kærlighed.

Onsdag kom det frem, at Kaiser efter seks år til sommer er færdig i Leipzig, men som tak for tro tjeneste bliver han belønnet med en testimonialkamp. Kaiser kan helt selv bestemme, hvem der skal med, og det frie valg har han så ifølge Bild benyttet til at udpege Alexander Zorniger som træner for sit hold.

Kampen vil være en gylden mulighed for Zorniger til at få overtalt Kaiser en gang for alle om, at Danmark og Brøndby er det rigtige næste skridt for ham.

ØVERST I ARTIKLEN KAN DU SE ET INDSLAG OM EN ANDEN TYSK STJERNE, ZORNIGER HAR LOKKET TIL BRØNDBY.

Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, bekræftede således onsdag, at han stadig er en mand, man holder øje med:

»Hvis vores træner synes, at han er interessant, så synes vi alle sammen, at det er værd at undersøge,« sagde han til BT.

Spørgsmålet er dog, om Zorniger får tid til at tage til Tyskland, når kampen skal spilles. Begivenheden 'Kaiser and Friends' finder sted 13. maj, og det er dagen inden, Brøndby møder FC Midtjylland i en kamp, der med stor sandsynlighed afgør det danske mesterskab.

Hvis Kaiser virkelig betyder så meget for Zorniger, kan det dog være værd at prioritere hans invitation, for Bild mener således at vide, at midtbanespilleren umiddelbart satser på en fremtid i England. Selv siger han til avisen:

»Min rådgiver og jeg undersøger markedet. Men lige nu handler det kun om den sidste del af sæsonen for mig, og så om at sige farvel til Leipzig.«

Dominik Kaiser er 29 år gammel.